Højlund hylder afgørende Eriksen: Han er verdensklasse
Foruden målet i slutfasen brillerede Christian Eriksen også med et oplæg til Pierre-Emile Højbjergs 1-0-scoring i kampens første minut og var ophavsmand til yderligere en håndfuld danske muligheder.
"Jeg vil betegne ham som en spiller i verdensklasse. Han bliver rigtig vigtig for holdet til EM," siger Rasmus Højlund, som også er holdkammerat med Eriksen til daglig i Manchester United.
"Det var dejligt at se ham sparke den ind til sidst. Det var rigtig godt at se ham spille igen og få 90 minutter. Han har haft brug for at spille meget, for han er en spiller med vanvittig meget kvalitet," roser Højlund.
Også Kasper Hjulmand er imponeret af kreatøren, men han påpeger også, at Eriksen ikke er i topform.
"Jeg synes, han spillede en god kamp. Men man kunne godt se, at han fysisk lige mangler det sidste, men vi så stadig hans spilintelligens, opfattelse af rum, pasninger, hans gode fod og spark."
"Han kan lave ting, som ingen andre kan eller ser. Både mål og assist. Det er et privilegium at træne en spiller som Christian. Hver eneste dag ser jeg, hvor dygtig han er, når han løber rundt med bolden. Han elsker spillet," siger Kasper Hjulmand.
Christian Eriksen har nu scoret 41 mål i 129 landskampe. De foregående seks landskampe havde han ikke fundet vej til nettet.
"Det var dejligt at score. Nu er der gået et stykke tid, siden jeg sidst har scoret," siger Eriksen til TV 2.
Ud over Christian Eriksen udmærkede Danmarks offensiv sig generelt positivt mod svenskerne, mener Rasmus Højlund. Der er dog stadig plads til forbedring, inden det om halvanden uge går løs ved EM i Tyskland.
"Vi kom til rigtig meget, men ikke så meget, hvis I forstår, hvad jeg mener. Der var mange gange, hvor vi næsten kom til en stor chance, men endte med at få et hjørnespark. Dem havde vi vel over ti af. Så der er noget at arbejde med, men offensiven var godkendt, siger Højlund.
Han mener også, at han i første halvleg blev snydt af dommeren. Her blev Højlund ifølge ham selv revet ned på en friløber, og det skulle have kostet et rødt kort til forsvarsspilleren Isak Hien.