Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Han er Kasakhstans store stjerne og spiller lige præcis der, hvor der er brug for ham

Andreas Würtz Adamsen
Foruden sit løbepensum er Bakhtiyor Zaynutdinov også en generelt fysisk stærk spiller.
Foruden sit løbepensum er Bakhtiyor Zaynutdinov også en generelt fysisk stærk spiller.Profimedia
Ingen er en større stjerne på det kasakhiske landshold end Bakhtiyor Zaynutdinov. Den 25-årige kasakher er ufatteligt alsidig, og skiftede i sommerpausen en tilværelse i europæisk-udelukkede CSKA Moskva ud med en kontrakt i den tyrkiske kæmpeklub Beşiktaş JK.

For de fleste fodboldspillere gør det sig gældende, at man kan sætte position på dem. Enten en meget specifik en, som Robert Lewandowski der er spidsangriber, eller en lidt bredere paraplybetegnelse, som Federico Valverde der er midtbanespiller. 

Sådan er det slet ikke for Kasakhstans suverænt største fodboldstjerne, 25-årige Bakhtiyor Zaynutdinov. Kasakheren spiller nær sagt alle tænkelige positioner på banen, og han er lidt af en pioner i kasakhisk fodbold særligt blandt de etniske kasakhere. 

Siden sommerpausen har Zaynutdinov nemlig tørnet ud for den store tyrkiske hovedstadsklub Beşiktaş JK, noget så sjældent som en kasakhisk spiller i en stor, europæisk klub. 

Karrieren startede ellers i upåagtede kasakhiske FC Taraz, en som oftest midterklub i den bedste kasakhiske række foruden klubbens eneste mesterskab i 1996. Men efter en lyngennembrud i 2017, hvor Zaynutdinov scorede syv mål i 27 kampe, gik turen til hovedstaden, hvor FC Astana ventede. 

Her fortsatte Zaynutdinov de fine takter og den gode udvikling, scorede seks mål i 35 kampe for Astana, der tog det kasakhiske mesterskab for femte år på stribe, og så gik turen ellers allerede her videre til den liga, der i mange år har været den ultimative destination for de dygtigste kasakhiske spillere: Rusland.  

Før sit skifte til tyrkiske Beşiktaş JK var Bakhtiyor Zaynutdinov lidt af en profil i CSKA Moskva.
Før sit skifte til tyrkiske Beşiktaş JK var Bakhtiyor Zaynutdinov lidt af en profil i CSKA Moskva.Flashscore

For ovenpå de to flotte sæsoner i hjemlandet bød FC Rostov sig til, og også her, i Rostov-on-Don, imponerede Zaynutdinov, sågar så meget at selveste CSKA Moskva i august 2020 bankede på. Her fik kasakheren en femårig kontrakt, men så længe skulle Zaynutdinov altså ikke bruge på at blive sendt videre, i hvad der er den næststørste handel med en kasakhisk spiller nogensinde, kun overgået af Alexander Merkel, der med tyske rødder dog ikke ligesom Zaynutdinov er af kasakhisk etnisk oprindelse. 

Allerede i november 2022 blev Zaynutdinov sat i forbindelse med et stort europæisk skifte, da han blev kædet sammen med italienske Atalanta BC, men skiftet blev aldrig til noget, og i stedet kunne Zaynutdinov i august lade sig præsentere som ny mand i den tyrkiske storklub Beşiktaş, hvor det allerede er blevet til 10 optrædener for den alsidige kasakher. 

For netop alsidigheden er en af Zaynutdinovs allerstørste styrker. Han er en særdeles løbestærke spiller, der ifølge siden Transfermarkt har optrådt på intet mindre end 10 positioner gennem karrieren hidtil, lige fra centerback over kantspiller til centerforward. 

På landsholdet er Zaynutdinov den i øjeblikket ubetinget største stjerne, som oftest spillende på kanten eller som offensiv midtbanespiller med stor kreativ frihed. Med 12 scoringer i 32 landskampe er Zaynutdinov da også allerede bare én scoring fra at udligne målscoringsrekorden, som Ruslan Baltiyev i øjeblikket sidder på. 

Ét af de 12 mål faldt i den for Danmark forfærdelige kamp i Astana, hvor en sikker dansk 2-0-føring blev omdannet til en 3-2-sejr for de kasakhiske tropper, og det var lige netop Zaynutdinov, der kickstartede comebacket med sin reducerede scoring. 

Med Zaynutdinovs alsidighed, flotte niveau på landsholdet og blot større og større erfaring fra store europæiske scener, vil den 25-årige kasakher være manden, som Kasper Hjulmands tropper lørdag aften skal holde øje med i Parken. Ellers risikerer Eriksen og Co. at få den kasakhiske fodboldpioner lige i nakken, som det skete i det centralasiatiske land i slutningen af marts.