Hjulmand forventer fast spilletid til Schmeichel Anderlecht: "Det er en topklub"
Landstræneren vurderer, at Schmeichel igen er sikker på at blive førstevalg i sin klub, og dermed er det et skifte til gavn for både målmanden og landsholdet.
"Det er rart, at der er kommet styr på fremtiden, og at han har fået et sted at spille. Det har været målet med hans vindue at finde et sted at spille fodbold, og jeg er glad på Kaspers vegne over, at det er faldet på plads," siger Kasper Hjulmand.
Efter at være blevet degraderet til reservemålmand i Nice fik Schmeichel i sidste uge ophævet sin kontrakt i den sydfranske klub, men han skulle kun være klubløs i kort tid.
Landstræneren har slået fast, at Schmeichel trods manglende spilletid i den nye sæson også vogter buret i EM-kvalifikationskampene torsdag og søndag mod San Marino og Finland.
Hjulmand har ellers selv udtalt, at reservemålmand Frederik Rønnow er kommet tættere på Schmeichel.
I resten af indeværende sæson kommer Rønnow til at spille i Bundesligaen og Champions League, men selv om begge turneringer rangerer højere end den belgiske liga, er det ikke nødvendigvis en faktor i rivaliseringen med Schmeichel.
"Vi må se, hvad det betyder for konkurrencesituationen. Det er ikke sådan, at vi udelukkende vurderer vores spillere ud fra deres ligaer, det drejer sig også om de præstationer, de leverer. Den belgiske liga skal man ikke underkende, for det er en god liga. Anderlecht er et godt sted, det er en stor klub med store ambitioner, og det vigtigste er, at Kasper har fundet et godt sted at spille fodbold," siger Kasper Hjulmand.
Før indeværende sæson var den belgiske liga den ottendebedste i Europa vurderet på koefficientpoint, mens eksklubben Nice spiller i Ligue 1, der er Europas femtebedste. Bundesligaen er nummer tre.
I Anderlecht får Kasper Schmeichel flere danske kolleger. Brian Riemer er cheftræner, og Jesper Fredberg er sportsdirektør. I spillertruppen finder man desuden Anders Dreyer, Kasper Dolberg og Thomas Delaney.
Tirsdag - før Schmeichels skifte blev officielt - ytrede Thomas Delaney sig positivt om sandsynligvis at få Schmeichel som klubkammerat.
"Jeg har sjældent spillet sammen med en større vinder end Kasper, og vindere kan man altid bruge," sagde Delaney.
Kasper Schmeichels aftale med Anderlecht løber frem til sæsonens udgang.