Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Hjulmand garanterer startplads til klubløs Schmeichel

Ritzau
Hjulmand garanterer startplads til klubløs Schmeichel
Hjulmand garanterer startplads til klubløs SchmeichelMads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kasper Schmeichel er stadig førstemålmand, når fodboldlandsholdet i denne uge genoptager EM-kvalifikationen.

Det slår landstræner Kasper Hjulmand fast forud for torsdagens kamp mod San Marino og søndagens kamp mod Finland.

Det mangeårige førstevalg er ellers klubløs i øjeblikket og har ikke spillet en betydende kamp siden den seneste landskamp i midten af juni, men han beholder sin plads i Danmarks bur.

"Kasper står. Sådan kommer det til at være".

"Nu slår jeg det fast med det samme, så vi ikke behøver at snakke mere om det resten af ugen", siger Kasper Hjulmand mandag eftermiddag i landsholdslejren.

Landstræneren påpeger ellers selv, at reservemålmand Frederik Rønnow har været inde i en positiv udvikling, hvilket har gjort, at Hjulmand selv har åbnet for et potentielt tronskifte i målet.

"Konkurrencesituationen har aldrig været hårdere. Det gælder både nu og i fremtiden. Frederik Rønnow har taget rigtig store skridt det seneste år, og nu banker han virkelig på. For et år siden var jeg ikke i tvivl, men nu er der en konkurrencesituation".

"Målmandsposten er bare anderledes end andre positioner, det er ikke en post, man bare lige skifter. Vi har kort tid, ingen forberedelse, ingen nye træninger til at spille nye ting ind", siger Kasper Hjulmand.

Frederik Rønnow har fået en god start på bundesligasæsonen og har blandt andet formået at redde to straffespark i samme kamp. Han er også blevet kåret til årets spiller i Union Berlin i den forgangne sæson og står nu foran et Champions League-gruppespil.

Kasper Schmeichel har i løbet af sommeren været involveret i tre testkampe for Nice, men da den 36-årige dansker ikke havde udsigt til at blive førstemålmand i den franske klub, fik han i stedet ophævet sin kontrakt i fredags.

Kasper Hjulmand nåede dog inden ophævelsen at få syn for, at Schmeichel er i en god fodboldform.

"Jeg har været i Nice for at se træninger. Jeg har set al dokumentation for, hvad Kasper har lavet".

"Han er i en rigtig fin forfatning, selv om han har været i et limbo i en måned", siger Kasper Hjulmand.

Kasper Schmeichel har spillet 93 A-landskampe for Danmark siden debuten i 2013.