Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Hjulmand har EM-truppen klar i hovedet: Der er mange ting og scenarier i spil

Ritzau
Hjulmand har EM-truppen klar: Men planen holder næppe
Hjulmand har EM-truppen klar: Men planen holder næppeLiselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand har besluttet sig for, hvem han gerne vil have med til sommerens EM, og på torsdag offentliggør han navnene på sine 26 EM-spillere.

Men det er kun i den ideelle verden, at de 26 spillere også rejser med til Tyskland. Landstræneren finder det sandsynligt, at skader og skavanker tvinger ham til at lave en eller flere ændringer inden den officielle trupdeadline 7. juni.

Sådan lyder det mandag eftermiddag efter en uofficiel landsholdstræning i Brøndby.

"På torsdag udtager vi truppen, men vi ved, at der kan ske noget, inden vi sidder i flyet til Tyskland".

"Jeg har min EM-trup fuldstændig planlagt, hvis ikke der sker noget. Men det gør der nok. Så der er mange ting og scenarier i spil. Sådan er det fra nu af, og indtil vi indleverer truppen 7. juni, og til vi spiller den første EM-kamp 16. juni", siger Kasper Hjulmand.

Det kan komme i spil i første omgang at udtage flere end 26 spillere, inden han skal indlevere sin endelige EM-trup. Flere andre spillere vil desuden blive bedt om at holde sig klar i kulissen, hvis der skulle opstå skader.

"Jeg udtager så tæt på 26 som muligt, for at det bliver tydeligt, hvem vi skal have med, og så der er få hængepartier, når vi starter træningen".

"Men fra vi træner 3. juni, til vi sender listen ind 7. juni, kan der ske ting, for vi både træner og spiller kamp. Der kan opstå skader, så der bliver behov for udskiftning", siger Hjulmand.

De seneste uger har landsholdsanfører Simon Kjær og backen Alexander Bah bøvlet med skader, men Hjulmand er yderst optimistisk på begges vegne.

Efter seks ugers kamppause fik Simon Kjær de sidste få minutter på banen, da han lørdag spillede afskedskamp for AC Milan.

"Simon Kjær er objektivt set meldt klar, og det var derfor, han kom på banen for Milan. Vores fysiske stab har besøgt ham i Italien, og vi arbejder tæt sammen med AC Milan, men vi vil også se ham an selv".

"Så må vi se, hvad det har betydet, at han ikke har spillet i halvanden måned", siger Hjulmand.

Alexander Bah har ikke spillet kamp i en måned, men deltog i mandagens korte og regnvåde landsholdstræning.

"Han er klar. Han var nok også klar til Benficas sidste kamp, men fordi han har været skadet i først foden og siden baglåret, blev han skånet for en sikkerheds skyld".

"Som jeg lige har set på træningsbanen, virker han til at være klar. Han skal testes af, og vi skal se, at han er klar, men lige nu er der ingen skader på ham", siger Kasper Hjulmand.

Landstræneren meddeler også, at Kasper Schmeichels albueproblemer næppe er en hindring for at komme til EM.

Får Danmark en alvorlig skade i perioden mellem 7. juni og første EM-kamp, så den skadede spiller vil være ude af spil i hele EM-perioden, kan Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) godkende en udskiftning i EM-truppen.