Hjulmand lukker træning for at undgå tidsspild
Normalt er det første kvarter af træningerne altid åbne af hensyn til fotografer og tv-folk, men det princip sløjfer landsholdet flere gange under EM.
Når landsholdet ikke skal bruge et kvarter på at lægge røgslør ud, kan spillerne træne mere effektivt og koncentreret, siger landstræner Kasper Hjulmand.
"Når medierne er der i et kvarter, så skal vi have det kvarter til at gå, indtil I er væk. Nu kan vi gå direkte i gang med at arbejde med nogle detaljerede ting omkring vores dødbolde og vores startopstilling".
"Vi har en vigtig træning i forhold til at få sat alt op, og vi kan ikke træne de sidste taktiske ting inde på stadion. Så vi vil gerne tidligt i gang og lave en intens træning", siger landstræneren.
Under fredagens lukkede træning kommer Hjulmand til at afsløre for spillerne, hvem der kommer til at starte inde mod Slovenien. De kommer nemlig til at være på samme hold til træningen.
"Det handler om at vinde fodboldkampe, det handler om at træne med de spillere, vi skal spille med på søndag. Det er vigtigt, at der er ro omkring det, så vi kan gå taktiske ting igennem helt detaljeret".
"Spillerne kommer til at mærke, hvordan jeg vil starte på søndag. Vi har haft et langt optræk til EM, så jeg har det godt med, at de får det at vide nu. Når vi spiller kampe tæt på hinanden, kender spillerne først startopstillingen dagen før, fordi vi skal have styr på deres fysiske status", siger Kasper Hjulmand.
Danmark tager hul på EM søndag aften klokken 18 mod Slovenien i Stuttgart.