Hjulmand starter med Zanka og Bah i Slovenien: 800 danske tilskuere på plads
Jens Stryger Larsen, Alexander Bah og Mathias "Zanka" Jørgensen er nye i startopstillingen, mens Joakim Mæhle (skadet), Joachim Andersen og Martin Braithwaite er røget ud.
Begge wingbacks er nye. Joakim Mæhle blev skadet mod Nordirland, og Jens Stryger Larsen får pladsen på venstre back. I den modsatte side skubbes Andreas Skov Olsen fra wingbackpladsen og op i den forreste angrebskæde. Det giver plads til Alexander Bah som højre wingback.
Landsholdsanfører Simon Kjær spiller sin landskamp nummer 126, og dermed går han op på siden af Dennis Rommedahl, der er noteret for næstflest landskampe i historien efter Peter Schmeichel.
EM-kvalifikationskampen i Slovenien er den sidste i kalenderen, før de danske landsholdsspillere går på sommerferie.
Begge hold står noteret for seks point inden opgøret, som Kasper Hjulmand betegner som en "nøglekamp i EM-kvalifikationen".
Danmarks startopstilling ser ud som følger (3-4-3):
Kasper Schmeichel - Mathias "Zanka" Jørgensen, Simon Kjær, Andreas Christensen - Alexander Bah, Pierre-Emile Højbjerg, Christian Eriksen, Jens Stryger Larsen - Andreas Skov Olsen, Rasmus Højlund, Jonas Wind.
Slovenien stiller op i en klassisk 4-4-2-opstilling. Slovenerne er uden sin skadede stjernemålmand og landsholdsanfører, Jan Oblak. Til gengæld er den lovende angriber Benjamin Sesko med fra start. Ham har Hjulmand udpeget som den farligste trussel mod det danske forsvar.
Cirka 800 danske fans ventes på plads til den udsolgte kamp på Stadion Stozice.
Opgøret i sommerlune Ljubljana begynder klokken 20.45.