Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Hjulmand tager bænket Eriksen med ro - indtil videre: Kan blive en bekymring til EM

Ritzau
Eriksen skal snart til at spille mere, hvis han skal være i EM-form, mener Kasper Hjulmand.
Eriksen skal snart til at spille mere, hvis han skal være i EM-form, mener Kasper Hjulmand.Profimedia
Flere af stamspillerne i landstræner Kasper Hjulmands trup får begrænset spilletid i øjeblikket, men det tager landstræneren indtil videre afslappet, selv om tiden tikker med 96 dage til Danmarks EM-premiere.

Mandag udtog han blandt andre Christian Eriksen og Mikkel Damsgaard til de kommende testkampe mod Schweiz og Færøerne, selv om begge spillere sidder mere på bænken end spiller på banen for Manchester United og Brentford i øjeblikket.

Hjulmand medgiver, at det på en længere bane kan være problematisk, hvis de ikke får mere spilletid, men lige nu er han ikke bekymret.

Christian Eriksen har blot spillet 38 minutter de seneste otte uger, mens Mikkel Damsgaard i samme periode har spillet cirka et kvarter mere.

"Hvis jeg hele tiden skulle udtage folk for deres præstation den seneste måned, ville der være for stor udskiftning. Men over tid mister man noget fysisk form ved ikke at spille kampe. Over lidt kortere tid er det ikke et lige så stort problem," siger Kasper Hjulmand.

Han uddyber først om Christian Eriksen, som næppe behøver at frygte sin EM-plads qua sin store betydning for landsholdet.

"Som det er lige nu, er det ikke den bedste situation ikke at spille mere, end Christian gør. Jeg håber meget, at det forandrer sig. Jeg er sikker på, at han er fit, men hvis det fortsætter, så kan det blive en bekymring, hvilket niveau han kan komme til EM med. Så dygtig en spiller skal spille, og vi håber på, at det forandrer sig," siger Kasper Hjulmand.

Mikkel Damsgaard har han været nødt til at se grundigere an. Han er inde i landsholdsvarmen, fordi han har nogle andre egenskaber end alternativerne, påpeger landstræneren.

"Jeg kan godt forstå, hvis nogen er overrasket over hans udtagelse. Damsgaard har fået en del indhop. Jeg har set ham træne. Han er en anden type spiller, end det vi har, og han er i en god forfatning. Han spillede ikke en dårlig landskamp i 2023. Han gør vores spil bedre ved at ligge og svæve mellem linjerne. Der er selvfølgelig en grænse for, hvor længe man kan være ude, men jeg har set ham træne og spille, og han er i en god fysisk forfatning," siger Kasper Hjulmand.

Også Pierre-Emile Højbjerg får aktuelt mindre spilletid end tidligere, men ham er Hjulmand slet ikke nervøs for.

I weekenden udgik Christian Nørgaard med en skade for Brentford, men slaget på lænderyggen volder ham ikke problemer, og derfor er han også udtaget.

"Nørgaard siger selv, at han er helt sikker på at være klar til landskampene," siger Hjulmand.

Lørdag 23. marts gæster Schweiz Parken. Tre dage senere skal Danmark møde Færøerne i Brøndby.