Holdet, der burde have vundet EM '92: Balkan-krigen rev historiens måske bedste hold itu

En morgen i slutningen af maj 1992 tikkede en fax fra det europæiske fodboldforbund, UEFA, ind hos DBU, hvori man informerede forbundet om, at Danmark skulle erstatte Jugoslavien ved EM eftersom holdet fra Balkan var blev diskvalificeret som deltager på baggrund af de sanktioner, som FN havde foretaget.

Jugoslavien stod dengang på tærsklen af et årti med en gylden generation af spillere, der grundet konflikten på Balkan aldrig for alvor fik lov til at spille sammen på et samlet landshold med spillere som Sinisa Mihajlovic, Davor Suker, Predrag Mijatovic, Robert Prosinecki, Vladimir Jugovic, Zvonomir Boban, Dejan Savicevic, Alen Boksic, Dragan Stojkovic og Darko Pancev.

Cirka en måned senere var Danmark blevet europamestre efter at have sendt chokbølger gennem det meste af fodbold-Europa med et hold, der egentlig allerede var blevet sendt på sommerferie. 

Men mens EM-triumfen i Danmark skabte en sammensmeltning af folk på tværs af aldersmæssige, sociale og kulturelle forskelle, så blev præsident Josip Broz Titos død helt tilbage i 1980 første skridt på vejen mod en Balkan-krig, hvor nationalistiske, etniske og religiøse spændinger rev Jugoslavien fra hinanden og på sigt skabte syv nye nationer, Serbien, Kroatien, Nordmakedonien, Bosnien-Hercegovina, Slovenien, Montenegro og Kosovo.

Det skabte en menneskelig tragedie, hvor tusinder af mennesker mistede livet i frygtelige kampe og massakrer og samtidig frarøvede fodboldverdenen et af de mest frygtindgydende mandskaber i historien, et mandskab, som på alle positioner ville have været de senere danske europamestre voldsomt overlegen.

Tegningen til holdet, der kvalificerede sig til EM 1992 kom allerede i 1987, da Jugoslavien vandt FIFAs U-VM i Chile.

Før turneringen var der overhovedet ingen forventninger til holdet og en række nøglespillere som Sinisa Mihajlovic, Vladimir Jugovic og Alen Boksic fik at vide, at det gav mere mening at forblive hjemme og spille i den jugoslaviske liga.

Røde Stjerne ville også have Robert Prosinecki hjem til en vigtig pokalkamp, men FIFA sagde nej og efterfølgende udviklede han sig til en af turneringens bedste spillere. Dette var dog ikke et enkeltmandshold.

Prosinecki blev også hjulpet af spillere som Zvonimir Boban, Davor Suker, Robert Jarni og Predrag Mijatovic, som bl.a satte Brasilien til vægs før Vesttyskland blev slået på straffespark i finalen.

På det tidspunkt havde Jugoslavien det bedste hold i verden i deres aldersgruppe, men de nåede aldrig at høste frugterne af måske den mest talentfulde generation nogensinde set i moderne fodbold.

Når man påtænker, at de allerede nævnte spillere ville være blevet flankeret af navne som Dejan Savicevic, Darko Pancev, Dragan Stojkovic og Screcko Katanec er det en af fodboldhistoriens største tragedier, at en række af de spillere aldrig kom til at spille sammen. En af målscorerne fra det jugoslaviske hold, der besejrede Danmark 2-0 i Parken i 1990, Mehmet Bazdarevic, husker sammensætningen af holdet.

“Fire spillere, der spillede den dag, var fra Kroatien, fire af os var fra Bosnien, så var der Predrag Spasic fra Serbien, Pancev fra Makedonien og Srecko Katanec fra Slovenien. Selvom Danmark var et godt hold, var vi meget bedre end dem.”

Zvonimir Boban, som i København blev skiftet ind i stedet for Darko Pancev, er specielt interessant fordi han spiller en central rolle i de politiske spændinger, som dannede forhistorien til Balkan-konflikten.

En måned før VM 1990 var de politiske fronter blevet knivskarpt skåret op af den senere serbiske krigsforbryder Slobodan Milosevic og den kroatiske nationalist Franjo Tudjman, og konflikten antændte den flamme, der skulle få følelserne til at koge helt over i en kamp mellem Bobans Dynamo Zagreb og ærkerivalerne fra den serbiske klub Røde Stjerne Beograd.

Oven på de tilskueruroligheder, der opstod på stadion, sendte den 21-årige Zvonimir Boban et karatespark i ryggen på en betjent, som han mente havde behandlet de kroatiske tilskuere dårligt.

Som den hollandske forfatter Erik Brouwer, der har beskrevet episoden indgående, senere formulerede det: "Mange kroatere føler, at med det spark var deres nation født". Året efter eksploderede krudttønden, da Slovenien og Kroatien erklærede sig selvstændige. 

Kort forinden havde Jugoslavien opnået en af sine helt store triumfer i landets sportshistorie, da Røde Stjerne i Bari vandt en af historiens kedeligste Mesterholdsfinaler efter straffesparkskonkurrence over et Olympique Marseille hold med så store profiler som Chris Waddle, Jean Pierre Papin og Basile Boli.

Men da de første missiler begyndte at regne ned over Balkan, blev Røde Stjerness stjernespækkede hold spredt for alle vinde i Europa, hvor spillere som Prosinecki, Mihajlovic og Savicevic opnåede enorm personlig succes hos store mandskaber som Real Madrid, AS Roma og AC Milan. 

I landsholds-sammenhæng smuldrede resterne af det jugoslaviske dynasti fordelt på en række nye, uafhængige nationer.

Ingen eks-jugoslaviske hold deltog ved VM-slutrunden i 1994, men ved VM 1998 fik man et signal om, hvor stærke jugoslaverne kunne have været, da Kroatien vandt bronze med spillere som Prosinecki, Boban, Jarni, Boksic og Suker.

Glemt er det, at et serbisk-montenegrinsk hold, der stillede op som FR Jugoslavien, røg ud til Holland i 1/8-finalen.

I dag kan den tidligere bosniske landstræner, Faruk Hadzibegic, en af profilerne på det hold, der kvalificerede sig til 1992, se tilbage på de tider, hvor et samlet jugoslavisk mandskab stod klart til at sætte fodbold-Europa i flammer.

"Jeg kan fortælle dig én ting: Hvis vi alle var blevet sammen, hvis vi havde spillet den turnering under normale omstændigheder, hvis vi havde haft en chance for at stille op, er jeg sikker på, at vi ville have vundet EM. Vi ville have vundet EM 92."