Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Holdkammerater hylder misforstået Yussuf Poulsen: Han er en gevinst

Ritzau
Holdkammerater hylder misforstået Yussuf Poulsen: Han er en gevinst
Holdkammerater hylder misforstået Yussuf Poulsen: Han er en gevinstLISELOTTE SABROE/Ritzau Scanpix/AFP
Han er dårlig teknisk, scorer ikke nok mål og er generelt bare ikke god nok. Yussuf Poulsen har gennem sin ti år lange landsholdskarriere fået sin andel af kritik fra både medier og fans.

Men det er fuldstændig uberettiget, lyder det fra både Kasper Hjulmand og holdkammeraterne på landsholdet. Og det beviste Poulsen med sin præstation mod Slovenien fredag, mener de.

"Yussuf er faktisk en rigtig dygtig fodboldspiller. Vi så også mange gode førsteberøringer i dag (fredag, red.)," siger Hjulmand.

"Han spiller ikke som mange andre, men han kommer med en enorm fysisk tilstedeværelse, og når han har fysikken, så spiller han også fra start i Leipzig. Han er en gevinst for et fodboldhold, fordi han spiller for halvanden mand, når han er bedst."

Den 29-årige angriber bød i landskamp nummer 72 ind med et sandt arbejdsraseri i front mod Slovenien og erobrede adskillige bolde på egen hånd, fordi han går så hårdt ind i presset.

Midtbanebolværket Christian Nørgaard er god ven med Yussuf Poulsen, og han lægger ikke skjul på, at han også har følt sig truffet på vennens vegne, når kritikken har ramt angriberen.

"Man hader jo selv, når der skrives dårlige ting om en i pressen, men også når der bliver skrevet ting om ens kammerater. Især Yussuf får meget kritik, og det er som om, folk ikke forstår, hvad det er han bringer."

"Han bliver nogle gange gjort til en, som ikke er dygtig nok, skolet nok eller teknisk nok. Der er bare så meget mere i det i fodbold. Noget af det, vi har manglet, er det, som han bringer. Og det så vi mod Slovenien," siger en tydeligt rørt Nørgaard.

Da Yussuf Poulsen i slutminutterne af opgøret blev skiftet ud - i øvrigt med krampe i bentøjet - gik Thomas Delaney ham i møde og gav ham et stort kram.

"Han viste det, som vi gerne vil vise. Han løb, pressede og vandt boldene. Han er en forfærdelig spiller at spille imod, og han fortjente lidt anerkendelse," siger Delaney, som blev Danmarks matchvinder med 2-1-målet.

Holdkammeraternes anerkendelse har Yussuf Poulsen aldrig manglet. Og faktisk lader det til, at kritikken betyder mindre for ham end vennen Christian Nørgaard.

"Folk må skrive, mene og diskutere, alt det de gerne vil. Jeg er den fodboldspiller, jeg er. Mine holdkammerater ved, hvad jeg står for, og hvad jeg bringer til dem og holdet," siger hovedpersonen selv.

Og det han står for er højt skattet af Kasper Hjulmand.

"Jeg har en masse billeder af, hvad holdfølelse betyder. Hvad det betyder at ofre sig for noget, der er større end en selv - for et hold. På mange af billederne er Yussuf," fortæller landstræneren og giver et eksempel.

"Jeg kan huske, at jeg engang tog ham ud i en kamp nede i Østrig i pausen, hvor det stod 0-0. Så satte jeg Andreas Skov Olsen, som var helt ny, ind. Vi vandt 4-0, Skov Olsen scorede to, og Yussuf var den første henne ved ham og glæde sig over ham. Det er altså manden, som spiller hans plads. Det er det, jeg mener med holdfølelse. At ofre sig for holdet."

Danmark afslutter EM-kvalifikationen mandag ude mod Nordirland. Gruppesejren er dog allerede sikret.