I Norge fatter de ikke Danmarks sublime evne til at kvalificere sig til EM-slutrunder
For tolvte gang i træk bliver EM-slutrunden uden norsk deltagelse. Samtidig forbereder Danmark sig på sit ottende mesterskab siden 2000. Sverige har også deltaget i otte.
"Det har jeg tænkt meget over", siger Åge Hareide, der var norsk landsholdstræner fra 2003 til 2008 - og træner for det danske landshold fra 2015 til 2020.
Den norske avis forbeholdt også Kasper Hjulmand den kuriøse statistik på pressemødet inden lørdagens møde med Norge.
"Der er noget med mentalitet i forhold til at øve sig i at vinde og kvalificere sig. Alle kvalifikationer er svære. Der er hele tiden afgørende minutter, og de små ting afgør, om du kommer med eller ej. Landsholdsfodbold er en høj grad af mentalitet og udholdenhed. Jeg vil gerne rose vores hold der", siger Hjulmand.
Hjulmands forgænger Åge Hareide oplevede også, at der var en helt anden tryghed og ro i Danmark lige fra administrationen i forbundslokalerne til spillerne og den brede offentlighed.
"Der var aldrig stress, selv efter 0-0 hjemme mod Irland i slutspillet (til VM i 2018) var følelsen, at "det her skal vi ordne", siger han. I Dublin vandt danskerne 5–1.
"For danskerne er det en selvfølge, at de kvalificerer sig, og det afspejler presset og stemningen omkring holdet. Alle tror på det. I Norge fryser vi af forskrækkelse, selv hjemme i Ullevaal", siger Hareide.
Ståle Solbakken, Norges nuværende landstræner fastslår også at Norges manglende kvalifikationer er et mysterum.
"Jeg afviser ikke, hvad Åge siger. Det er svært at sige, hvor vigtigt det er, men det er bestemt en medvirkende årsag. Den rutine, man får ved at spille mesterskaber, både for spillerne og hele organisationen, føres også videre", påpeger Solbakken.
Danmark og Norge mødes på Brøndby Stadion kl. 19.00 lørdag aften.