Italien går efter at genskabe noget storslået ved EM efter svær kval: "Vi måtte lide"
Det siger midtbanespilleren Davide Frattesi, efter at kvalifikationen mandag blev sikret med en 0-0-kamp mod Ukraine.
"Vi måtte lide, men det var vigtigt at kvalificere os. Nu vil vi prøve at genskabe noget storslået," lyder det til Rai Sport.
Ukraine og Italien sluttede a point i gruppe C, som England vandt sikkert.
Med en 2-1-sejr over Ukraine i Milano tilbage i september var Italien dog bedst indbyrdes.
"Vi vidste, at det ville blive rigtigt svært, hvis vi ikke var i stand til at bryde dødvandet i den første time. Ukraine gjorde det derefter til en endnu mere fysisk kamp," siger Frattesi.
Ukraine var efter kampen utilfreds med, at man ikke blev tilkendt et straffespark i tillægstiden, da Bryan Cristante i de døende minutter tilsyneladende havde kontakt med Mykhailo Mudryks fod i feltet.
"Efter min mening var det et straffespark, men jeg var der heller ikke, og det er bare mine følelser," fortæller den ukrainske landstræner, Serhiy Rebrov, efter kampen.
Mandagens kamp blev spillet i Leverkusen på grund af den igangværende krig i Ukraine, som ifølge Rebrov er svær at have i baghovedet.
"Det er ret svært for spillerne. De læser altid nyheder på deres telefoner - lige som mig. Det er ikke nemt at arbejde under de betingelser," siger han.
"Men vi forstår, at vi optræder som et meget stærkt land. Og jeg synes, at spillerne i dag viste, at vi har karakter, og vi kæmper for vores land."