Kroatien udnytter Wales-kiks og tager teten i EM-kapløb
Resultaterne flaskede sig nemlig perfekt for Kroatien i lørdagens EM-kvalifikationskampe i gruppe D. Nu har kroaterne igen sin EM-skæbne i egne hænder.
Kroaterne kom tilbage på vinderkurs med en 2-0-sejr over Letland i Riga.
Tidligere lørdag havde resultatet mellem Wales og Armenien flasket sig perfekt for kroaterne. Her spillede waliserne 1-1 i Armenien.
Med de resultater erobrede Kroatien andenpladsen fra netop Wales. Kroaterne har nu 13 point efter 7 kampe.
Wales røg ned på tredjepladsen med to point færre. Tyrkerne topper gruppen med 16 point og er allerede klar til EM. De to bedste hold kvalificerer sig til EM.
Kroatien dominerede kampen mod letterne fra første til sidste fløjt, og der var reelt ikke spænding efter udeholdets 2-0-føring.
Den blev etableret på to hurtige mål inden for ti minutter i starten af kampen.
Lovro Majer gjorde det til 1-0 efter syv minutter, da han løb ind i feltet og placerede bolden ude i siden af målet.
Efter 16 minutter fordoblede angriberen Andrej Kramaric føringen, da han opsnappede en løs bold og afsluttede fra kanten af feltet.
I den sidste og afgørende spillerunde i gruppen skal Kroatien på tirsdag hjemme møde Armenien. Med en sejr er Kroatien sikker på en EM-billet.
Wales skal i den sidste kamp hjemme møde Tyrkiet.