Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Landsholdet renser luften med grill i bjergene: Dejligt at komme uden for hotellet

Ritzau
Landsholdet renser luften med grill i bjergene
Landsholdet renser luften med grill i bjergeneLiselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
En gåtur og et aftensmåltid i bjergene har lettet stemningen på landsholdet efter skuffelsen mod Slovenien.

I bestræbelserne på at få tavlen vasket ren efter søndagens skuffende pointdeler i EM-premieren mod Slovenien spiste det danske fodboldlandshold mandag aftensmad i uvante omgivelser.

Fra sit kurhotel i Schwarzwald gik spillerne en rask tur opad små stier, før de ankom til en bjerghytte for at spise grillet kød og skaldyr med salat som tilbehør. Den lille udflugt har hjulpet holdet til at komme videre efter den kollektive skuffelse over at måtte nøjes med 1-1 i premierekampen.

Sådan lyder det fra to landsholdsspillere og assistenttræner Morten Wieghorst.

"Det var dejligt at komme uden for hotellet og være sammen med sine holdkammerater på en anden måde. Vi kom ind i nogle andre samtaler, der ikke kun handlede om fodbold, og det var rigtig dejligt," siger midtbanespilleren Morten Hjulmand.

"Vi fik noget lækker grillmad i en bjerghytte oppe i skoven, og så fik vi snakket om en masse ting. Det har lettet stemningen, og vi har afreageret på, hvad der har foregået de sidste par dage. Det har været godt for holdet at være sammen på en anden måde," uddyber EM-debutanten.

Jannik Vestergaard ser aftenudflugten som et lille værn mod lejrkuller.

"Det var et sceneskift, og det kan være meget rart. Vi har været samlet i et par uger og har en dejlig base, men man tilbringer også meget tid samme sted, så bare det at gå en tur opad bjerget og få et sceneskift er givtigt. Vi var ikke langt væk og så stadig de samme ansigter, men det var rart," siger Jannik Vestergaard.

I uvante omgivelser opstår der nye forbindelser mellem spillerne og landsholdets 35 mand store EM-stab, siger Morten Wieghorst.

"Det var fedt med et afbræk, for afbræk kan være vigtige i en forhåbentlig lang turnering. Vi bor ude i en fantastisk natur, og så gik vi en lille tur opad bjerget."

"Det var fedt, og man kan mærke, at det giver noget, når omgivelserne skifter. Spillere og stab får snakket sammen på kryds og tværs, og selv om det bare er en lille ting, så giver det en hel masse," siger Wieghorst.

Når landsholdsspillerne har overstået den daglige træning og diverse forpligtelser, kan de vælge at gå ture i skoven, bjergene eller den nærliggende by Freudenstadt.

Jannik Vestergaard og Christian Eriksen blev genkendt, da de var på spadseretur i den sydtyske by. Måske fordi de gik rundt i landsholdets træningsdragter.

"Det er op til os selv, om vi vil tage ind til byen, vi skal bare give besked omkring det. Nogen har det fint med at have skodder for vinduerne og spille computer hele dagen, det er meget individuelt, hvad folk vil."

"Jeg har været inde i byen, gået en tur og fået en kaffe. Jeg var sammen med Christian Eriksen, så det var svært at gå under radaren. Folk var søde, og der var nogle henne og få taget et billede," siger Jannik Vestergaard.

Natten op til en EM-kamp sover landsholdet på et hotel i den pågældende spilleby. Onsdag kører holdbussen til Frankfurt forud for torsdagens møde med England.