Landsholdet ser lovende takter trods ufarlig offensiv
De er af den opfattelse, at Danmark mange gange har været lige ved og næsten at komme til store chancer under EM, og går de sidste marginaler med Danmark, skal der nok opstå store muligheder mod Tyskland, lyder ræsonnementet.
Landstræner Kasper Hjulmand indleder med at finde et hav af statistikker, der peger på, at Danmark burde have haft en større offensiv produktion end hidtil - i gruppe C havde Danmark mest boldbesiddelse, det højeste og mest aggressive pres og flest berøringer i modstanderens felt eksempelvis.
"Det er sandt, at vi har haft vanskeligt ved at score mål i de tre gruppekampe. Vores intention har hele tiden været at score kampens næste mål, det har været klart for alle, tror jeg."
"Det, vi har manglet, er den offensive skarphed, gennembrudskraften på siderne, serviceringen af Rasmus Højlund, tætheden i vores offensive relationer og noget magi, der får noget til at ske."
"Det er vores oplevelse, at vi har spillet tre gode kampe, men vi har manglet den sidste offensive skarphed og snilde," siger Kasper Hjulmand.
Også Jonas Wind og Yussuf Poulsen mener, at småting har hindret Danmark i at have haft en mere målrig slutrunde.
"Antallet af chancer har været ganske fint, selv om det var en lidt låst gruppe. Vi skal blive ved med at gøre nogen af de samme ting, der skal bare lige finjusteres, så den sidste, famøse aflevering lykkes, for så skal vi nok få afsluttet noget mere," siger Jonas Wind.
Yussuf Poulsen supplerer:
"Skarpheden kommer. Jeg vil hellere komme frem til chancer, hvor den sidste skarphed mangler, end hvis vi slet ikke var kommet frem til noget. Vi har været lige ved og næsten i rigtig mange situationer."
"Vi ved, at hvis vi fortsætter på den her måde, så skal vi nok score nok mål til at gå videre - også mod Tyskland," siger Yussuf Poulsen.
I Danmarks angreb har Rasmus Højlund haft det svært. Beskedne to afslutninger er det blevet til i turneringen, men Hjulmand har stadig tiltro til sin førsteangriber. Han holder forsvarerne beskæftiget, men lider under sløje leverancer fra holdkammeraterne, lyder det.
"Jeg synes ikke, at vi har serviceret Rasmus så godt. Han har været på rette sted flere gange, men ikke fået bolden."
"Det er ikke kun op til angriberne at score, det er heller ikke kun op til forsvarerne og målmanden at forsvare, det er en holdindsats," siger landstræneren.
Ud over Danmark er også Slovenien og Frankrig avanceret fra gruppespillet trods beskedne to scoringer. Anderledes farlige er Danmarks modstander i ottendedelsfinalen. Tyskland var med otte fuldtræffere gruppespillets klart farligste hold.