Landsholdschef er helt rolig ved nylagt EM-træningsbane
Det fastslår landsholdschef Christian Nørkjær forud for landsholdets første træning på banen tirsdag eftermiddag, selv om han endnu ikke selv har besigtiget banen efter dens seneste renovering.
Det er efterretninger fra DBU's groundsman (græsansvarlig, red.), Anders Faber Nielsen, der gør landsholdschefen tryg.
Der er blevet arbejdet helt til det sidste med at få den nyanlagte bane i god nok stand. Så sent som mandag blev noget af banen skrællet af og erstattet af nyt rullegræs kørt ind fra Holland.
"Vi har lige haft et møde, hvor Anders gik testen af banen igennem sammen med trænergruppen. Vi har indkøbt en testmaskine, og resultaterne af banetesten er lige så gode som vores træningsbane i Helsingør. På den måde er vi rolige. Spillerne kommer ud for at træne på en bane, der er jævn og har den rigtige hårdhed. Den er ikke for blød eller hård, og spillerne skrider ikke i den. Anders siger også, at den bliver bedre og bedre og flottere at se på undervejs i turneringen. Han er rolig, og derfor er jeg også rolig," siger Christian Nørkjær.
I knap to måneder har banen været en stressende faktor for landsholdschefen.
Da Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) gik med til at udskifte hele banen i begyndelsen af maj, er planen egentlig blevet eksekveret hurtigt, men noget af det nylagte græs satte sig aldrig.
Derfor har det været nødvendigt med nyt græs på dele af banen kort før landsholdets ankomst.
"Da de havde lagt det nye græstæppe på, kunne man se på farverne på græsset, at der var en risiko - måske en stor risiko - for, at noget af græsset var dødt. I stedet for at vente på at finde ud af, om græsset er dødt, før man fjernede det, så blev det fjernet med det samme, så der kunne lægges noget nyt græs," siger Christian Nørkjær.
Landstræner Kasper Hjulmand er umiddelbart også tryg ved træningsbanen før Danmarks første EM-træning i Freudenstadt.
"Jeg har fået at vide, at banen er som den skal være. Jeg er blevet præsenteret for nogle performancetal og har fået at vide, at den er god. Så det stoler jeg på. Jeg bekymrer mig ikke på forhånd," siger Kasper Hjulmand.
Såfremt at træningsbanen mod forventning ikke er brugbar gennem hele turneringen, har UEFA en alternativ træningsbane til det danske landshold. Det kræver dog en længere køretur fra spillerhotellet, end de cirka tre kilometer holdet har til banen i Freudenstadt.