Landsholdsikon øjner pension men vil ikke sætte dato på: "Ting kan ske rigtig hurtigt"
Forsvarsspilleren nåede med sin optræden nummer 129 op på siden af Peter Schmeichel, og tirsdag i San Marino kan Kjær overgå målmandslegenden.
Med sejren over Kasakhstan spillede Danmark sig et stort stykke tættere på EM-slutrunden i Tyskland næste sommer, og 34-årige Simon Kjær erkender, at det kan blive hans sidste slutrunde med Danmark.
"Det tør jeg godt at sige," lyder det fra landsholdskaptajnen, som dog understreger, at han intet endeligt har besluttet.
"Jeg har samtidig også fundet ud af, at jeg skal lade være med at sætte dage og år på noget. Jeg skal nyde, hvor jeg er og lade være med at tænke for langt frem."
"Ting kan ske rigtig hurtigt. Sidste gang, jeg tænkte på en masse ting, var jeg til Ballon d'Or, og tre dage senere ødelagde jeg mit knæ."
Det var i december 2021, at Kjær ødelagde korsbåndet og måtte gennem den lange genoptræning, som en sådan skade kræver.
Han kom dog tilbage for sin klub AC Milan og senere også landsholdet, og han har lært at sætte pris på alle de kampe, han har tilbage i karrieren.
"Jeg har et privilegeret liv, og et arbejde jeg elsker og altid har elsket. Det kan jeg leve af og udleve mine drømme. Det fortsætter jeg med. Hvem ved, hvornår det slutter? Men jeg tager det i hvert fald ikke for givet," lyder det fra midtstopperen.
Kjær fik landsholdsdebut i 2009 og har budt ind med fem mål i rødt og hvidt gennem årene.
Hans kontrakt med AC Milan udløber næste sommer.