Marcus Ingvartsen vil kapre ledig angriberplads på landsholdet i andres fravær
"Jeg stoler på mine færdigheder, og kommer jeg ind i feltet, så skal jeg nok få lavet et mål eller to", siger Ingvartsen tirsdag i landsholdslejren i Helsingør.
Hverken Kasper Dolberg, Yussuf Poulsen eller Andreas Cornelius er med i landsholdstruppen.
Af den grund er pladsen som angriber i startopstillingen inden for rækkevidde for Ingvartsen, der ser sig selv stå i en god position. Han er i konkurrence med blandt andre Jonas Wind og Rasmus Højlund om pladsen i front.
Ingvartsen mener, at han har fundet en god rytme i sit spil, efter at han var ramt af en skade i efteråret.
"Jeg har en rigtig god følelse i kroppen. Jeg føler mig skarp og er tanket op med en masse selvtillid. Forhåbentlig kan jeg føre min form i Mainz med ind på landsholdet", siger Ingvartsen, der har scoret otte mål i Bundesligaen i denne sæson.
Den tidligere superligatopscorer er usikker på, hvor meget spilletid han kan forvente i landskampene. Han kender sine styrker og satser på at få bragt dem i spil.
"Det er svært at sige, hvad jeg forventer, men det handler om, at jeg skal forsøge at vise mig frem. Jeg ser klart mine afslutninger og bevægelser i feltet som mine styrker. Jeg har ikke brug for mange chancer for at score, siger Ingvartsen.
Landstræner Kasper Hjulmand udtog ikke Ingvartsen til VM-slutrunden i Qatar. Angriberen var skuffet over beslutningen, men ser de kommende kampe i EM-kvalifikationen som en god mulighed for at bide sig fast på holdet.
"Selvfølgelig var jeg skuffet, fordi jeg havde virkelig håbet, at jeg kunne have spillet mig til en plads. Det er aldrig sjovt at få det kedelige opkald fra Kasper".
"Nu håber jeg, at jeg kan vise mig positivt frem, så jeg forhåbentlig kan bide mig mere fast på landsholdet. Vi har få træninger sammen i landsholdstruppen, og de skal udnyttes så godt som muligt", siger Ingvartsen.
Han mener, at hans permanente skifte til Mainz fra Union Berlin i sommeren 2022 har forbedret hans chancer for at blive en fast del af landsholdet.
"Jeg havde brug for at finde en klub, der ser mig mere som angriber. Jeg havde et par år i Berlin, hvor jeg spillede nogle lidt andre positioner, og derfor var det svært at finde en god rytme".
"Nu har kroppen det helt anderledes, og derfor har jeg troen på, at jeg kan bidrage positivt, når vi kommer op på den sidste tredjedel af banen", siger Mainz-angriberen.
Ingvartsen håber på at være en del af startopstillingen, når Danmark åbner EM-kvalifikationen torsdag mod Finland i Parken.