Norske eksperter kritiserer tam stemning til landskamp: Som at være på biblioteket
Målmaskinen Erling Haaland scorede alle tre mål, da Norge på hjemmebane slog Kosovo med 3-0. Ingen af de to mandskaber skal deltage ved sommerens EM-slutrunde, og derfor kigger det norske landshold ind i en sommerferie, når de har spillet mod Danmark lørdag.
Det er dog ikke kun landsholdet, der glæder sig til en arbejdsfri sommer, men noget kunne tyde på, at også de norske fans glæder sig til kampfri.
Godt nok var der troppet næsten 20.000 tilskuere op til Norges 3-0-sejr onsdag aften på Ullevaal Stadion, som har plads til cirka 25.000 tilskuere, og selvom det endte med en sejr, så var stemningen angiveligt ikke i top.
Det mener to eksperter, der kommenterede kampen for det norske medie NRK.
"Der er meget stille på Ullevaal. Det er næsten som at være på et bibliotek," sagde NRK-kommentator Olav Traaen under kampen, og han blev bakket op af sin kollega:
"Det er det, Ullevaal handler om. Der er sjældent god stemning her. Det er et roligt publikum. Vi nyder fodbolden, spiser pølser, drikker sodavand og nyder at se de store stjerner." fortalte NRK-ekspert Carl-Erik Torp.
Måske det norske publikum stadig er skuffede over, at spillere som Martin Ødegaard og Erling Haaland ikke magtede at sende Norge til en slutrunde.
Norge sluttede nemlig på tredjepladsen bag Spanien og Skotland i deres kvalifikationsgruppe.
Lørdag drager de en tur til Brøndby Stadion, hvor Danmark spiller deres sidste testkamp, inden det går løs i den 16. juni, hvor Danmark spiller åbningskamp mod Slovenien.