Politiet begrænser ølsalg til englændere og serbere under EM-kamp
En talsmand fra byens politi fortæller nyhedsbureauet AFP, at fans højst må købe to øl ad gangen, mens der kun serveres øl med 2,5 procent alkohol.
Det sker af "sikkerhedsmæssige årsager", understreger politiet, som dog samtidig påpeger, at de engelske fans er vant til det.
Myndighederne frygter sammenstød mellem fans fra forskellige nationer og voldelige scener før, under og efter kampene.
Hooligans fra England og Rusland stødte i 2016 sammen i forbindelse med EM-kampen mellem de to lande og skabte voldsom tumult, da slutrunden blev afholdt i Frankrig.
Ifølge den britiske regering har mere end 1600 engelske og walisiske fans fået forbud mod at rejse til Tyskland under slutrunden, som fredag begynder med opgøret mellem værtsnationen og Skotland.
Ud over Serbien er Danmark og Slovenien i gruppe med England. Danmark og England tørner sammen torsdag i næste uge i Frankfurt.
Læs mere om politiets oprustning inden kampen her.