Schmeichel: Vi bliver svære at spille imod til EM
"Når jeg er inde i vores omklædningsrum, er jeg aldrig i tvivl om, at folk giver alt, hvad de har, selv om det ikke er altid, at vi præsterer".
"Det er styrken i holdet, der gør mig optimistisk før EM. Vi er et dygtigt hold, når vi får tingene til at køre. Vi er svære at spille imod, og vi er svære at score imod. Og så har vi nogle kompetencer, der gør, at de fleste hold vil være påpasselige med at presse os".
"Vi har en masse selvtillid", siger landsholdsmålmanden og påpeger, at der bliver givet fuld gas på træningsbanen i Freudenstadt.
I 2023 tabte Danmark efter et mærkværdigt kollaps i Kasakhstan i marts og så først igen i november, da EM-billetten allerede var sikret. I 2024 har landsholdet vundet tre testkampe og spillet en enkelt uafgjort.
Danmark har den tredjeældste trup til EM, og den erfaring er et nyttigt redskab, der kan sørge for, at Danmark undgår nederlag, selv i kampe hvor tingene ikke kører.
"Vi har et erfarent hold, og det hjælper os i de her situationer. Vi har nogle fede løsninger og fede muligheder, vi kan trække på", siger Schmeichel.
Han glæder sig til for alvor at komme i gang med EM på søndag. Og så hæfter han sig ved, at selv hvis Danmark mod hans forventning skulle få en dårlig start, så kan EM stadig ende godt.
"Det handler om at komme godt fra start, men det vigtigste er, hvordan vi slutter. I 2021 tabte vi de to første gruppekampe, men vi endte stadigvæk i semifinalen", påpeger målmanden.