Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Se Flashscores karakterer for Danmark: Uheldige Andersen og travl dag for Schmeichel

Simon Lindgren
Kasper Schmeichel havde flere fine redninger, men kunne ikke redde Danmark.
Kasper Schmeichel havde flere fine redninger, men kunne ikke redde Danmark.Profimedia
Så gik den ikke længere. Danmark er ude af EM efter et nederlag til værterne fra Tyskland. Hos Flashscore har vi kigget på de danske spilleres præstationer. Karaktererne er tildelt ud fra Flashscores spillerbedømmelser, der blandt andet tager udgangspunkt i succesfulde afleveringer, tacklinger, erobringer og pasninger..
Danskernes karakterer
Danskernes karaktererFlashscore

Kasper Schmeichel – 7,6 

Der var lagt op til en travl dag på kontoret for Kasper Schmeichel allerede inden opgøret, og det blev det også. Tyskland noterede sig for hele ni skud på mål, og den rutinerede danske målmand måtte flere gange diske op med redninger, som holdt Danmark inde i kampen. Schmeichel kunne intet gøre på de to scoringer. Det er også et tydeligt billede på kampens forløb, at Danmarks bedste spiller er Kasper Schmeichel i målet. Han beviste dog, at han stadig er relevant for Kasper Hjulmands tropper.

Jannik Vestergaard – 6,6 

Den store Leicester-stopper leverede en præstation, der vel mest af alt kan betegnes som usynlig. Vestergaard var ikke involveret i særlig meget hverken offensivt eller defensivt. Normalt er han en trussel på de offensive dødbolde grundet sin styrke og sit hovedspil, men det er nogle kvaliteter, der ikke kom til udtryk. 

Andreas Christensen – 6,5 

Den danske forsvarsstyrmand spillede ikke en af sine bedste kampe. En af ’AC’s store forcer er at sætte spillet for Danmark, men når Danmark ikke har bolden særlig meget, så er det svært. Samtidig havde han - ligesom resten af det danske forsvar - problemer med at holde tyskerne fra chancer. 

Joachim Andersen – 6,4 

Dortmunds måske mest uheldige mand må være Joachim Andersen. Den danske stopper var hovedpersonen i en emotionel rutsjebanetur. Først scorede han, men det blev underkendt grundet en MEGET snæver offside. Få minutter senere havde han en minimal berøring på bolden med hånden, hvilket udløste et straffespark til tyskerne. Derudover var det også Joachim Andersen, der blev sat af Jamal Musiala ved 2-0-målet, da han efter en simpel lang aflevering blev overløbet af den unge tysker. En kamp til glemmebogen.

Joachim Andersen
Joachim AndersenLiselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Joakim Mæhle – 6,8 

Venstrebacken prøvede egentlig hele tiden at blive en del af den danske offensiv med hidsige løb, og det lykkedes nogenlunde. Det danske landshold havde svært ved at få spillet til at flyde, og det gik ud over en spiller som Mæhle. Han kæmpede dog ihærdigt og havde flere fine aktioner i en kamp med svære betingelser.

Alexander Bah – 6,2 

Det er vel blevet til et enkelt vellykket indkast i kampen mod Slovenien og så ikke mere for Alexander Bah. Hverken offensivt eller defensivt har Benfica-backen gjort noget væsen af sig ved EM-slutrunden, og i kampen mod Tyskland virkede det ganske enkelt til, at Bah blev overmatchet af David Raum.

Pierre-Emile Højbjerg – 7,0

En af de bedste danskere var Pierre-Emile Højbjerg. Den utrættelige midtbanespiller kæmpede meget at få spillet til at flyde, men i den defensive del af spillet var Højbjerg stærk. Flere gode tacklinger og erobringer fra Tottenham-spilleren var med til at ødelægge tyskernes flow, hvilket også gjorde, at danskerne følte, at de var med i kampen.

Thomas Delaney – 6,1

Det var en lidt for stor mundfuld for Thomas Delaney at spille overfor Musiala og Ilkay Gündogan. Delaney var et skridt bagefter hele tiden. Han tabte sine dueller, og han bidrog generelt ikke rigtig med noget i kampen. Delaney viser altid meget hjerte, og han kæmpede heroisk i 69 minutter, men det var bare en dag, hvor intet lykkedes. Han var dog tæt på at notere sig for en assist ved den annullerede danske scoring. Det var dog Delaneys størrelse 44, der havde sneget sig en centimeter for langt frem – den eneste gang i kampen, at Anderlecht-spilleren var et skridt foran.

Christian Eriksen – 6,7

Eriksen har været den bedste dansker set over de fire kampe ved EM. Til trods for en relativt lav karakter på 6,7, så spillede Manchester United-spilleren en hæderlig kamp. Eriksen satte flere gode omstillinger i scene, og han var god til at finde de små lommer på midtbanen, hvor han kunne modtage bolden og sætte spillet. Det var opløftende at se, at Christian Eriksen stadig kan præstere på så højt niveau. 

Andreas Skov Olsen – 6,6 

Det var ikke meget, at Andreas Skov Olsen blev sat i scene i kampen. Club Brügge-spilleren var nok blevet foretrukket for at få noget mere fart ind oppe foran, men det ikke noget, han fik vist på en lidt uvant plads som en slags angriber. I visse momenter fik Andreas Skov Olsen vist prøver på fart og teknik, men det var, når han trak ud på højrekanten og modtog bolden. En offensiv spiller bliver dog mål på sit output, og Andreas Skov Olsen havde ikke noget.

Rasmus Højlund – 6,7

Forventningerne til Højlund var høje, men de blev ikke indfriet. I kampe, hvor man kommer til et begrænset antal chancer, så er det vigtigt at udvise kynisme, men det har Højlund ganske enkelt ikke gjort ved EM. Også i lørdagens kamp mod Tyskland kom han frem til muligheder, men skarpheden har han efterladt på de britiske øer. Det er ikke, fordi Højlund brændte kæmpe chancer, men en topangriber er kendetegnet ved kun at have brug for en halv chance for at score. 

Indskiftere:

Christian Nørgaard – 6,7

Brentford-anføreren kom ind med en masse energi og vilje. Selvom han først blev skiftet ind efter 69 minutters spil, så sad man tilbage med tanken om, at han nok skulle have startet på banen i stedet for Thomas Delaney. Nørgaard var rolig på bolden og god i erobringsspillet, men den hektiske slutfase gjorde også, at det ikke fik den store betydning.

Yussuf Poulsen – 6,2

Man får altid en helhjertet indsats, men de danske angribere var blevet most af det tyske forsvar gennem hele kampen, og det ændrede sig ikke, da Yussuf Poulsen kom ind. Leipzig-angriberen kæmpede godt, men havde ikke meget at arbejde med offensivt.

Jonas Wind – For kort tid på banen til at blive bedømt.

Jacob Bruun Larsen – For kort tid på banen til at blive bedømt.

Victor Kristiansen – For kort tid på banen til at blive bedømt.