Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Selfiejagtende baneløbere bekymrer Portugals landstræner: Ronaldo tydeligvis irriteret

Ritzau
Selfiejagtende baneløbere bekymrer Portugals landstræner
Selfiejagtende baneløbere bekymrer Portugals landstrænerProfimedia
Portugal spillede sig lørdag aften videre ved EM ved at slå Tyrkiet med 3-0, men efterfølgende var der mere snak om baneløbere end avancement.

Anden halvleg var hårdt ramt af baneløbere, da hele seks af slagsen afbrød kampen. De fleste så ud til at jagte superstjernen Cristiano Ronaldo i håb om en selfie.

Ronaldo animerede selv en smule til dette, da han med 20 minutter tilbage poserede og fik taget selfie med en ung fan på banen.

Yderligere fem fans entrerede banen i kampens sidste del, og Ronaldo blev ikke ved med at synes, det var morsomt. Han blev tydeligvis irriteret over de gentagne tilfælde.

Portugals landstræner, Roberto Martínez, mener heller ikke, at det hører nogen steder hjemme.

Han siger, at sikkerhedsfolk burde have stoppet baneløberne af hensyn til spillernes sikkerhed.

"Det er en bekymring. I dag var vi så heldige, at fansenes intentioner var gode, men det er en svær situation, hvis intentionerne er forkerte", siger Roberto Martínez ifølge Reuters.

Kampens første målscorer, Bernardo Silva, mener, at det følger med, når man som Portugal har så stor en stjerne på holdet.

"Det er den pris, vi betaler for at være så anerkendt i fodboldens verden og have en spiller som ham (Ronaldo, red.)", siger Manchester City-stjernen.

Med sejren over Tyrkiet er Portugal med sine seks point sikker på at slutte som nummer et i gruppe F.