Serbisk landstræner håber på bænket Eriksen i EM-kamp
Det vil nemlig forøge de serbiske muligheder for at tage en sejr. Det siger den serbiske landstræner mandag eftermiddag på et pressemøde i München.
Han frygter særligt, at fynboens langskud kan sende Serbien ud af EM.
"Jeg ville elske, at Eriksen var på bænken, for han er en meget farlig spiller. Han er meget intelligent og ved, hvad han skal gøre med bolden. Han har en god attitude, og han spiller med en stor præcision i sit spil".
"Hans skud er farlige for alle målmænd, så hvis han starter inde, så skal vi passe virkelig godt på ham. Han skal holdes så langt væk fra feltet som muligt, så han ikke kan skyde på mål. Han er en topklassespiller", siger Dragan Stojkovic.
Han peger også på Pierre-Emile Højbjerg, Andreas Christensen og Joakim Mæhle som tre andre profiler for Danmark.
Serberne går ind til kampen med en kedelig statistik: De tre tidligere møder mellem holdene er alle endt med dansk sejr - senest vandt Danmark 3-0 i marts 2022.
"Danmark har et meget stærkt hold, og vi kommer helt sikkert ikke til at undervurdere dem".
"Det bliver svært at spille mod Danmark, men vi bliver nødt til at tro, at vi kan vende statistikken. Vi har tabt tre kampe til Danmark, og nu skal historien laves om", siger Dragan Stojkovic.
Serbien er tvunget til at slå Danmark for at bevare en realistisk mulighed for at gå videre til ottendedelsfinalerne. Holdet indledte EM med et nederlag til England, før serberne bjærgede et sent point mod Slovenien.
Trods den lunkne EM-start og det store pres før kampen mod Danmark er humøret i Serbiens trup højt.
"Vi er i godt humør. Hvorfor skulle vi ikke være det? I morgen (tirsdag, red.) bliver en stor fest, der venter os en stor kamp. Vi skal være meget positive før kampen", siger den serbiske landstræner.
"Vores fokus har været på, at vi skal starte kampen mod Danmark bedre, end vi startede de andre EM-kampe. Det er et problem, som vi skal have løst, og det har vi holdt flere møder om", tilføjer han.
Forsvarsspilleren Strahinja Pavlovic er en af dem, der skal holde styr på den danske angriber Rasmus Højlund. I en kort periode spillede de begge i den østrigske liga for henholdsvis RB Salzburg og Sturm Graz.
Pavlovic og de øvrige centrale forsvarsspillere skal bruge deres enorme fysik til at tøjle Højlund.
"Højlund er en dygtig spiller. Jeg kender ham fra den østrigske liga, og han kan være virkelig farlig, så ham skal vi have styr på. Vi skal spille med vores fysik over for ham, for han er en rigtig dygtig angriber", siger Strahinja Pavlovic.
Tirsdagens EM-kamp begynder klokken 21. Mens Serbien er pisket til sejr, er uafgjort formentlig nok til at sikre dansk avancement til knockoutfasen.