Simon Kjær afviser landsholdsstop efter et EM på bænken
Det får dog ikke 35-årige Kjær til at indstille karrieren i rødt og hvidt.
"Nej, ikke umiddelbart. Hver ting har sin tid. Jeg skal hjem til min familie, det glæder jeg mig til," siger Kjær til TV 2.
"Men jeg var gerne blevet lidt længere. Nu skal jeg finde mig et sted at spille, og så tager jeg tingene, som det kommer. Jeg mangler ikke sult, mod eller lyst. Det er der masser af."
Danskerens kontrakt med italienske AC Milan udløb efter den forgangne sæson, og Kjær skal nu finde et nyt sted at spille fodbold.
EM-slutrunden har dog ikke været et vindue, hvor han har haft mulighed for at vise sig frem.
Andreas Christensen, Jannik Vestergaard og Joachim Andersen har siddet solidt på pladserne i midterforsvaret, og det har altså betydet, at Kjær har spenderet hele slutrunden på bænken.
"Det har været meget specielt. Det har været en anden mental forberedelse. Jeg har også skullet acceptere, at jeg ikke kan have lige så stor indflydelse, som jeg plejer. Det er en del af gamet. Jeg har prøvet at give alt, jeg kunne, men det har været specielt," siger Simon Kjær til TV 2.
Landsholdsanføren har spillet 132 kampe i rødt og hvidt. Det har været landskampsrekord, men holdkammeraten Christian Eriksen overhalede i sidste opgør i EM-gruppespillet Kjær på den liste og er nu på 134 kampe.