Simon Kjær øjner landskampsrekord på lånt tid
Med spilletid i lørdagens EM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan tangerer han Peter Schmeichels rekord for flest landskampe. Og kommer han på banen igen tre dage senere mod San Marino, går han forbi målmandslegenden.
Rekorden har ligget i hans bevidsthed op til landsholdssamlingen, erkender Kjær.
"Det er unikt. Forhåbentlig kommer jeg på onsdag til at sidde og sige, at jeg har skrevet mig ind i dansk historie i forhold til fodbold. Det vil selvfølgelig betyde rigtig meget for mig", siger han.
"Jeg havde aldrig turdet drømme om det, da jeg startede med at spille fodbold, og da jeg startede på landsholdet. Den ene kamp tager den anden, og inden jeg ser mig om, har jeg været her i 14-15 år. Tiden flyver afsted, og jeg har fået en familie på vejen".
Selv om det næsten ikke kan glippe nu, tør han ikke tage noget for givet.
"Jeg har været nok igennem til ikke at kigge for langt frem i min karriere. Jeg tager en dag ad gangen og nyder det. Jeg er et godt sted", forklarer han.
Den 34-årige Milan-spiller fik debut i 2009 og har siden været en fast del af landsholdet, når han ikke har været skadet.
Men selv om midtstopperen ser ud til at erobre kamptronen, kan det være en kort fornøjelse. Den tre år yngre Christian Eriksen har spillet 124 kampe - fire færre end Kjær - og nærmer sig med hastige skridt.
"Vi har lavet lidt sjov med det over det sidste stykke tid. Vi fik vores kamp nummer 100 på Wembley sammen, og så har det været lidt frem og tilbage med, hvem der gik efter den først. Med et smil på læben".
"Når han en dag går forbi mig, er jeg den første, der står ved siden af ham og ønsker ham tillykke", lyder det fra Simon Kjær.
Kjær gik ind til samlingen med et lille spørgsmålstegn ved fysikken, men han gennemgik mandag nogle lette øvelser og træner fuldt med tirsdag.
Som sidste mand tjekker angriberen Kasper Dolberg senere tirsdag ind i truppen, efter at han er blevet far for første gang.