Skov Olsen er ovre problemer: Jeg er helt klar til EM
Det er ellers tre måneder siden, han senest har fået fuld spilletid i en fodboldkamp, men det vil han uden problemer kunne spille i EM-generalprøven lørdag mod Norge eller i næste uges EM-premiere mod Slovenien.
Det siger Skov Olsen torsdag formiddag i den danske landsholdslejr.
"Jeg ville godt kunne have spillet 90 minutter i de sidste uger, inden klubsæsonen sluttede. Jeg har det godt, og jeg er i stand til at spille en hel kamp. Jeg havde lidt problemer i lysken og det område tilbage i marts, men nu er jeg kommet helt ovenpå igen.Jeg synes, jeg er i god form. Jeg har haft en god og lang sæson med mange kampe, og jeg har vundet mesterskabet og lavet en masse mål, så jeg har det godt," siger Andreas Skov Olsen.
Han så hele onsdagens testkamp mod Sverige fra bænken. Det henfører Skov Olsen til Kasper Hjulmands skifte til en 3-4-1-2 eller 3-5-2-formation, hvor der ikke er plads til klassiske kantspillere som ham selv.
Tidligere har han været Kasper Hjulmands foretrukne højre kant i et system med tre spillere i frontkæden. Det var også på den position, Skov Olsen slog igennem under Hjulmand i FC Nordsjælland.
Skov Olsen melder sig klar til at rykke ned som wingback, hvis det kan betyde mere spilletid under EM.
"Mod Sverige spillede vi med et system, der ikke lige ligger til kantspillere, men mere til wingbacks. Vi er godt besat på wingbacken, men jeg har spillet mange kampe som wingback, specielt i Italien. Så hvis det er der, jeg kan få spilletid, så siger jeg ikke nej," siger Andreas Skov Olsen.
I alt blev han noteret for 50 klubkampe, 26 mål og 8 måloplæg for Club Brugge i den netop overståede sæson. Sæsonens vigtigste milepæl var hjemførelsen af det belgiske mesterskab.
For ud over en direkte plads i Champions Leagues nye ligaspil, så sikrer det også Skov Olsen håneretten over Anderlechts EM-danskere Kasper Schmeichel, Thomas Delaney, Anders Dreyer og Kasper Dolberg.
"Det var sjovt at komme ind i landsholdslejren og have vundet trofæet over dem. Det var fuldt fortjent, at vi vandt, og jeg har da stukket lidt til de fire drenge. Vi skal spille i Champions League, og de skal spille kvalifikation til Europa League, og det er da lidt sjovt. Hvis de havde vundet ligaen, havde det nok ikke været så sjovt at være her for mig," siger den 24-årige kantspiller.