Skuffede serbere reagerer på tidligt exit: ”Jeg undskylder til nationen”
Serbiens første EM-slutrunde i over to årtier mundede tirsdag aften ud i et exit allerede i gruppespillet, da det mod Kasper Hjulmands danske tropper blev til en 0-0-remis efter en hårdt kæmpet og fysisk betonet kamp.
Med nederlaget til England i første spillerunde samt det uafgjorte 1-1-resultat mod gruppens sidste hold, naboerne fra Slovenien, var et enkelt point mod Danmark altså ikke nok for landstræner Dragan Stojković’ serbiske mandskab.
Som altid var der store følelser i spil i så afgørende et opgør, og én af de mere erfarne serbere, midtstopper Nikola Milenković, der med sine nu 56 kampe er den femte mest spillende i serbernes EM-trup, takker efterfølgende for den store støtte, serberne blev vist i München.
”Vi troede på det til det sidste, hvilket vi også viste på banen, men desværre lykkedes det ikke for os. Jeg undskylder til nationen, vi havde stor opbakning fra 35.000 tilskuere på stadion, og vi kunne mærke deres støtte. Vi skal lære af vores fejl og komme videre,” lyder det fra 26-årige Milenković ifølge serbiske Sportski Žurnal.
Også landstræner Dragan Stojković, der var anfører ved serbernes seneste EM-deltagelse i Holland og Belgien i 2000, dengang stadig under navnet Jugoslavien, bemærkede opbakningen på lægterne, hvor de serbiske tilhængere dog var i skarp konkurrence med danskerne.
”Det er virkelig noget specielt. Nogle har sagt, at vi ingen opbakning havde, men det er ikke tilfældet. Serbere elsker landsholdet. At se sådan en støtte er imponerende, og vi er stolte,” fortæller Stojković til Sportski Žurnal.
Trods et gruppespil uden sejre og med blot ét mål scoret er flere af de serbiske spillere skuffede over det tidlige exit fra Tyskland. Således mener blandt andre anfører og landskampsrekordholder, Dušan Tadić, at serberne kunne have nået længere.
”Efter Doha (VM i 2022, red.) ville vi gerne tage et skridt fremad. Vi er skuffede, men jeg er stolt af den her gruppe af gutter. På trods af en hård sæson var der ingen, der havde lyst til at tage den med ro,” forklarer Tadić til Sportski Žurnal med henvisning til VM-slutrunden i Qatar, hvor Serbien ligeledes røg ud i gruppespillet efter nederlag til Brasilien og Schweiz og uafgjort mod Cameroun.
Målmand Predrag Rajković var blandt serbernes mest imponerende spillere i løbet af slutrunden med to mål indkasseret over de tre opgør, men det tillægger den 28-årige Mallorca-profil, der tirsdag spillede landskamp nummer 35 i karrieren, ikke nogen stor værdi.
”Det får jeg intet ud af, jeg ville have byttet det hele væk, hvis jeg kunne have indkasseret fem mål, og vi så til gengæld kunne være kommet længere. Sådan er fodbold, og vi må komme videre. Jeg er ked af det på tilhængernes vegne, både dem der er kommet for at støtte os, og dem der fulgte med på skærmen,” konkluderer Rajković ifølge Sportski Žurnal.
For Serbien venter nu et særdeles udfordrende efterår med Nations League-kampe. Således opnåede serberne oprykning fra Nations League B i 2022 med deres gruppesejr over Norge, Slovenien og Sverige.
Nu står den altså så på Nations League A-fodbold for Serbien, hvor blandt andet Danmark igen venter i en gruppe, der også byder på Spanien og Schweiz. Første opgør bliver mod netop de forsvarende Nations League-vindere fra Spanien i en kamp, der spilles i Beograd 5. september.