Slovensk TV-kommentator til Flashscore før braget i Ljubliana: "Det er alt eller intet for os"
Det er 23 år siden at slovenerne sidst kvalificerede sig til EM-slutrunde men ifølge Izidor Kordic bliver chancen for at gentage den bedrift heller aldrig større for Slovenien end nu, hvor to hold kvalificerer sig direkte videre fra en på papiret mildt sagt overkommelig gruppe. Efter man havde skrabet seks points sammen i de første to kampe, var troen på egne evner stor før kampen mod Finland, men efter nederlaget i Helsinki er Balkan-nationen hårdt såret på selvtilliden og har ryggen mod muren før mødet med Danmark.
”Vi startede kvalifikationen godt med sejre mod Kazakhstan og San Marino, og følelsen før kampene mod Finland og Danmark var, at vi skulle have fire points. Så fordi, at vi nu tabte i Finland, så vil uafgjort mod Danmark føles som lidt en skuffelse fordi vi havde forventet mere. Der var en god stemning på holdet før mødet med Finland, men skuffelsen over det nederlag er så stor i Slovenien, at man føler at kampen mod Danmark er supervigtig for at bevare troen på, at man kan kvalificere sig”, siger Izidor Korcic, og fortsætter:
”Der er ikke noget, der er afgjort endnu, hvis du kigger på tabellen, hvor fire hold ligger a’ points i toppen, men følelsen i Slovenien var altid, at kampene mod Finland og Danmark var nøglekampe, hvor holdet skulle markere over for de andre hold, at man var klar til at kæmpe med om pladserne. ”
Den slovenske træner, Matjaž Kek, har siden han overtog landsholdet for anden gang i november 2018 stort set arbejdet med den samme faste stamme af spillere, og derfor mener Izidor Korcic, at det er nu eller aldrig for Kek´s tropper, hvis man skal høste frugten af det potentiale, der ligger i truppen.
”Den gruppe af spillere, som vi har nu på landsholdet, har spillet sammen igennem en del år nu, og hvis det ikke lykkedes os at kvalificere os nu, så vil dette hold aldrig lykkedes med det, det er sidste chance for dette hold bliver aldrig bedre”, siger Izidor Korcic, der samtidig understreger at problemet med det slovenske mandskab er, at der mangler ledere på holdet:
”Jan Oblak (målmand spiller for Atletico Madrid red..) er den største stjerne på holdet, men han er skadet. Og når han ikke spiller, så lider resten af holdet. Ikke kun fordi han er en god målmand, som formentlig ville have forhindret de to finske scoringer, men også fordi han indgyder ro og tro på tingene over for resten af holdet. Vi har selvfølgelig også Benjamin Sesko på holdet, men han er blot 20 år gammel, og har været skadet på det seneste, så vi kan ikke forvente, at han går ind og scorer to mål i hver kamp.”
Dermed understreger Korcic, at slovenerne har ryggen mod muren og at spillerne skal hive alle fysiske, mentale og kreative reserver frem, hvis de skal have en chance mod et dansk mandskab, der utvivlsomt tørster efter genfinde den form, der gjorde dem til outsidere til VM-titlen for sølle seks måneder siden.
”Med et hold uden stjerner og uden ledere, så skal alle spillere hver gang spille en brandkamp for at vi har en chance for at vinde. Selv mod San Marino, hvor alle forventer at vinde, var det et afrettet skud og et selvmål, der gav os sejren. Så hvis vi skal have en chance mod Danmark, skal alle på det nærmeste spille deres livs kamp for at vi skal have en chance”, siger Izidor Korcic og understreger, at man bør forvente stort set den samme startopstilling, som man så mod Finland.
”Kek spiller altid 4-4-2 og han er en meget forsigtig træner, der ikke tager mange chancer. Han spiller næsten altid med de sikre kort, og det er sjældent at unge talenter får chancen for at vise formatet. Det er f.eks. også derfor at vi stiller op med Petar Stojanovic på højre fløj. Han er god til at holde på bolden, men han er ikke angriber, han er forsvarer men Kek giver ikke chancen til en ung spiller på den position fordi han vil være sikker på, at det også er en spiller, der kan af og til hjælpe til i forsvaret.”
Ifølge Kordic har der i lang tid været kolossal interesse for kampen, der spilles på Stadion Stozice, hvor der er plads til 16.038 tilskuere og kampen var allerede udsolgt for en måned siden. ”Det er første gang i 7 år, at en landskamp er udsolgt i Slovenien. Der har været nogle uoverensstemmelser mellem de organiserede fans og forbundet, så man skal ikke forvente, at fansenes støtte under kampen er sat i scene, men alligevel venter man en god stemning med et udsolgt stadion”, siger Izidor Korcic, der forudser en svær kamp for hjemmeholdet.
”Kommer Slovenien foran, har man en god chance fordi holdet er defensivt forholdsvist godt organiseret. Men kommer man bagud, tror jeg det bliver virkelig svært. Danmark er klare favoritter”, slutter Korcic.