Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Superstjernen føler presset: Luka Modrić udvandrer fra interview efter ny skuffelse

Luka Modrić har i sine 177 landskampe nettet 25 gange for Kroatien, men onsdag kunne det stærke mandskab ikke få skovlen under Albanien.
Luka Modrić har i sine 177 landskampe nettet 25 gange for Kroatien, men onsdag kunne det stærke mandskab ikke få skovlen under Albanien.Gabriel Bouys/AFP
Luka Modrić hastede onsdag væk fra et interview i mixed zone ovenpå Kroatiens skuffende pointtab mod Albanien, der nu pisker de kroatiske VM-bronzevindere til at vinde tredje og sidste gruppespilskamp, hvor Italien venter.

Der er stort pres på Kroatien, efter det onsdag blev til en 2-2-remis med overraskelsen fra Albanien. Med kroaternes tremålsnederlag til Spanien i første runde in mente, har Luka Modrić og Co. derfor kun samlet ét point i de første to runder.

Selvom den lille Balkan-nation absolut ikke er blandt de største favoritter til at tage EM-titlen i Tyskland, er der med to VM-medaljer i streg, først sølv i Rusland og senest bronze i Qatar, trods alt en forventning om i det mindste at nå de afgørende knockoutrunder.

Derfor er Zlatko Dalić kroatiske mandskab nu pisket til at besejre Italien i tredje gruppespilskamp, hvis de vil videre fra gruppespillet, da et uafgjort resultat formentlig ikke vil være nok til at gå videre som treer.

Og måske føler de kroatiske spillere presset på sig, for da superstjernen over dem alle, 38-årige Luka Modrić, efter kampen mødte fremmødte journalister i mixed zone, fik Real Madrid-profilen tilsyneladende i sidste ende nok af kritiske spørgsmål.

Således viser en video af kroatens optræden foran medierne efter kampen, at der troligt blev svaret på spørgsmål, indtil en spansk journalist henvendte sig, tilsyneladende med et spørgsmål om, hvorvidt Kroatien bør benytte sig af de yngre spillere i den afgørende kamp mod Italien.

Hertil udbrød 38-årige Modrić, der onsdag spillede sin landskamp nummer 177 i karrieren, lynhurtigt: ”Kom nu ... så går vi,” og forlod mixed zone på Volksparkstadion i Hamborg, hvor 2-2-opgøret med Albanien blev afviklet.

Luka Modrić, der for sine præstationer for Kroatien ved VM såvel som i Real Madrid-trøjen i 2018 vandt Ballon d’Or, spillede selv en ukarakteristisk uskarp kamp med en række dårlige fejlafleveringer undervejs, og det samme kan siges om den forhenværende Inter-profil, Marcelo Brozović.

Mens Modrić endte med at spille fuld tid, blev Brozović pillet af banen allerede i pausen, og erstatningen, den 21-årige Red Bull Salzburg-profil Luka Sučić, gjorde et anderledes stort indtryk i løbet af kampen.

Kroatiens afgørende gruppespilskamp afvikles mandag 24. juni på Red Bull Arena i Leipzig, men inden da mødes gruppens øvrige to mandskaber, Spanien og Italien, torsdag aften i noget af et topbrag på Arena AufSchalke i Gelsenkirchen.