Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

To mål i døende sekunder: Fabelagtigt schweizisk comeback forhindrer sensation

Flashscore
To mål i døende sekunder: Fabelagtigt schweizisk comeback forhindrer sensation
To mål i døende sekunder: Fabelagtigt schweizisk comeback forhindrer sensationAFP
Efter 88 minutter førte Belarus med 3-1 ude mod Schweiz, men det sluttede uafgjort i EM-kvalifikationskampen.

Belarus var søndag aften få minutter fra at skabe en af de største sensationer - nok endda den største - i EM-kvalifikationen.

På udebane mod Schweiz førte Belarus med 3-1 indtil det 89. minut, men Schweiz fik reddet lidt af æren med 3-3.

For at sætte det i perspektiv kunne man før kampen hente odds 27 hos bookmakerne på en Belarus-sejr, men det blev ved lige ved og næsten.

Schweiz kunne tage et stort skridt mod EM-billetten med en sejr og kom da også planmæssigt foran efter knap en halv time ved den rutinerede Xherdan Shaqiri, der med en signaturscoring skruede bolden op i det ene hjørne.

Men efter en times spil svarede Belarus tilbage og udlignede ved Maks Ebong, der headede et indlæg fra Dmitri Antilevski i nettet.

Det blev endda meget værre for Schweiz. Midtvejs i anden halvleg scorede Belarus igen på et hovedstød, denne gang ved Denis Polyakov efter et hjørnespark.

Nu skulle Schweiz for alvor frem, og det udnyttede udeholdet til at øge til 3-1 ved Dmitri Antilevski i et kontraangreb efter 83 minutter.

Det lignede en afgørelse, men Schweiz kom igen. I det 89. minut kastede midterforsvareren Manuel Akanji sig frem og reducerede efter et frisparksindlæg fra Shaqiri.

Minuttet efter blev det også til 3-3, da Zeki Amdouni fulgte op og scorede på riposten, efter at Belarus-målmanden Sergei Ignatovich havde halvklaret i samarbejde med overliggeren.

I tillægstiden havde Schweiz muligheder for at score sejrsmålet, men det bedste forsøg blev reddet af en forsvarer på selve målstregen.

Trods det skuffende pointtab har Schweiz kurs mod EM på førstepladsen i gruppe I. Schweiz fører med 15 point for 7 kampe foran Rumænien, der har 13 point for 7 kampe. Derefter følger Israel med 11 point for 6 kampe.

Også Færøerne var tæt på at skabe sensation søndag aften. Miniputten holdt stand i 75 minutter, men tabte så 0-1 til Tjekkiet på et straffesparkmål.

Albanien og Tjekkiet ligger aktuelt på de to pladser, der giver EM-adgang, med henholdsvis 13 og 11 point. Polen følger efter med 9.