U21-herrer ender trods to udvisninger med uafgjort i hektisk 2-2'er mod Wales
Kampen endte 2-2.
Danmark var foran 1-0 ved pausen, men kom så bagud 1-2 efter en mareridtsagtig start på anden halvleg.
Med en mand i undertal fik Danmark dog udlignet til slutresultatet.
Efter endnu en udvisning til sidst i kampen sluttede kampen med kun ni danskere på banen.
Danmark har fire point efter to ud af otte kampe i EM-kvalifikationen, der slutter i oktober 2024. Danskerne er på jagt efter oprejsning efter at have misset kvalifikationen til dette års EM, der begynder onsdag.
Danmark satte sig hurtigt på kampen og fik presset waliserne.
Især Mathias Kvistgaarden gjorde sig bemærket med et hovedstød på overliggeren og en fin afslutning, som Wales' målmand måtte ud i fuld længde for at parere.
Efter den lovende danske start gik kampen lidt ned i tempo.
Kort før pausen fik danskerne dog en livline. Maurits Kjærgaard blev nedlagt i det walisiske felt, og der blev dømt straffespark. Det tog den danske anfører sig selv af, og Kjærgaard scorede sikkert til 1-0.
Lige efter var føringen tæt på at blive fordoblet, da Mathias Kvistgaarden denne gang ramte stolpen.
Det så godt ud for danskerne, men kort inde i anden halvleg fik de en spand koldt vand i hovedet.
Efter et kiks i defensiven måtte Lucas Hey, der netop var blevet skiftet ind, kaste sig ned foran eget mål for at afværge en scoring.
Bolden ramte Lyngby-spillerens arm, og så var der både straffespark og rødt kort til Hey. Rubin Colwill udlignede til 1-1 fra 11-meterpletten.
Danskerne kom på hælene, og et lille kvarter inde i anden halvleg pegede dommeren igen på pletten, efter at Anton Gaaei nedlagde en waliser i feltet.
Rubin Colwill var igen skarp på straffesparket, og så stod der 2-1.
Efter at danskerne var kommet sig over chokstarten på anden halvleg, begyndte de at bide fra sig. Med små 20 minutter tilbage blev der udlignet, da Oliver Provstgaard headede et hjørnespark ind.
Drømmen om at fuldende comebacket led dog et knæk, da Alexander Busk med cirka ti minutter tilbage blev udvist med direkte rødt efter en voldsom tackling.
Få øjeblikke senere var Wales en kanonredning af Filip Jørgensen fra at komme foran igen. Det blev også til fine muligheder i den anden ende, men den begivenhedsrige kamp sluttede altså med et point til hver.