Ungarsk EM-spiller brækkede flere knogler i ansigtet
Det oplyser Det Ungarske Fodboldforbund (MLSZ) mandag, efter at Varga kom slemt til skade under søndagens EM-kamp mod Skotland.
Varga kolliderede med den skotske keeper Angus Gunn i anden halvleg. Den uheldige ungarske spiller lå i flere minutter og fik behandling på græsset, inden han blev fragtet af banen og kørt på det lokale hospital.
"Barnabas Varga brækkede adskillige knogler i ansigtet i forbindelse med kollisionen. Han pådrog sig også en hjernerystelse. Han skal med al sandsynlighed gennemgå en operation," skriver det ungarske forbund mandag på det sociale medie X.
Varga tilbragte natten på hospitalet i Stuttgart. Og den 29-årige angriber kommer ikke til at deltage mere ved EM-slutrunden, uanset om Ungarn går videre fra gruppespillet eller ej, lyder meldingen.
Ungarn endte med at vinde 1-0 over Skotland på et mål af den indskiftede angriber Kevin Csoboth i det tiende tillægsminut. Der var lagt en del tid til på grund af Vargas skade.
"Det var forfærdeligt. Det var et frygteligt øjeblik at se Barnabas på den måde. Vi krydser fingre for, at han kan vende hurtigt tilbage. Vi ønskede at vinde for ham. Vi dedikerer sejren til ham," siger Roland Sallai, der lagde op til den afgørende scoring i de døende sekunder af opgøret.