Ungdom har givet Danmark fanden-i-voldskhed: De er ikke bange for at sætte bolden på spil
Fodboldlandsholdet har taget de første spæde skridt mod at få forløst holdets offensiv.
Efter en EM-slutrunde med beskedne to scoringer - trods alt dobbelt så mange som ved VM halvandet år tidligere - blev den begrænsede målhøst og i tillæg pauvre chanceskabelse adresseret fra højeste sportslige sted i Dansk Boldspil-Union (DBU), fodbolddirektør Peter Møller.
Noget skulle ske. Det er ikke længere nok blot at forsvare sig hæderligt og kunne flytte bolden rundt i lange sekvenser uden output. Der skal skabes flere chancer og scores flere mål.
Torsdag gav Danmarks første landskamp under en ny trænerkonstellation - fungerende landstræner Lars Knudsen og assistenttræner Daniel Agger - klare indikationer på, at der bliver tænkt mere fremadrettet og mindre på risiko.
Spilmønstrene var mere direkte, bolden blev flyttet med førstegangsafleveringer alle steder på banen, de forreste søgte dybe løb, og danskerne satsede helhjertet på kontraangreb - en disciplin hvor Danmark målt på statistik var EM's dårligste. Udbyttet var en 2-0-sejr over Schweiz i Nations League-premieren.
Både Lars Knudsen og de danske spillere træder varsomt, når de snakker om holdets spillestil og tilgang til kampene.
De vil ikke kritisere ekslandstræner Kasper Hjulmand, snarere husker de konstant at understrege, at holdet stadig hviler på et fundament, Hjulmand har opbygget.
Men uden at sige for meget pointerer angriberen Kasper Dolberg, at holdet nu spiller med større løssluppenhed.
"Offensivt sker der lidt mere på den sidste tredjedel af banen. Vi har flere bevægelser, og vi spiller med mere frihed, og det lykkedes vi med mod Schweiz. Meget af spillet føles som det samme som tidligere, men på den sidste tredjedel er der mere flow og frihed - dynamik tænker jeg frem for alt".
"Selvfølgelig er der nogle rammer for, hvordan vi skal spille, men der er mere frihed. Den største forskel er, at det føles som om, at vi nu er flere spillere, der ligger tæt på hinanden", siger Dolberg.
En række nye spillere er også stemplet ind på landsholdet, og mod Schweiz stjal to af dem opmærksomheden.
Albert Grønbæk spillede fra start på kanten og var et livligt islæt, mens 19-årige Patrick Dorgu fik de sidste ti minutter og blev matchvinder.
De to eksemplificerer landsholdets justerede retning, mener forsvarskrumtappen Joachim Andersen.
"Det er fedt med noget nyt blod. De unge drenge har noget frækhed og fanden-i-voldskhed, som vi har manglet lidt".
"Vi så mod Schweiz, at specielt Grønbæk turde komme ind og skabe noget og sætte bolden på spil, og Dorgu scorede, da han tog et løb langt væk fra sin udgangsposition. De er ikke bange for noget".
"Vores defensiv ser stadig okay ud, men vi har snakket om og arbejdet meget med at blive bedre på den sidste tredjedel af banen. Det ser lovende ud", siger forsvarsspilleren.
Landsholdet skal forsøge at fortsætte takterne søndag aften mod Serbien. Opgøret i Parken begynder klokken 18.