Brøndby-boss er på jagtmarkerne efter målmænd og vil helst undgå salg af profiler
Klubben træder ind i anden kvalifikationsrunde til Conference League, og fodbolddirektør Carsten V. Jensen håber, at Brøndby kan omsætte situationen til et gruppespil.
"Der er pænt lang vej, men vi skal tage udfordringen op. Det er det her, vi gerne vil. Vi har et efterslæb i forhold til, at vi ikke er seedede, men vi må tage kampen op", siger Carsten V. Jensen.
Hvis Brøndby skal nå gruppespillet i Conference League, kræver det sejr i tre kvalifikationsrunder. Det skal der en konkurrencedygtig trup til at opfylde, og det har klubben lige nu, mener Carsten V. Jensen.
"Det eneste, vi mangler for at kunne stille et fodboldhold, er en målmand eller to. Det er en prioritet nu, for lige om lidt skal vi ud at spille, og det skal vi bruge en keeper til", siger han.
Han har ikke opgivet at få fingre i lejesvenden Patrick Pentz, men det vil østrigerens ejerklub, Leverkusen, kræve kompensation for.
Carsten V. Jensen kan desuden komme ud for, at større klubber slår kløerne i nogle af Brøndbys stjerner.
"Vi må erkende, at spillerne indimellem skal videre, men lige nu har vi en stærk gruppe. Der er spillere, der er eftertragtede, men vi hviler på et stærkt økonomisk fundament, og vi gør kun ting, hvis det er smart og godt".
"Vi skal ikke sælge for at finansiere os selv", siger Carsten V. Jensen med henvisning til, at det i høj grad var tilfældet, før nye ejere i 2022 kom med penge.
Skulle det ende med salg af for eksempel Nicolai Vallys eller forårets store åbenbaring Yuito Suzuki, så skal der investeres.
"Som udgangspunkt er ambitionen, at vi skal styrke os, og hver gang man sælger en profil, skal man kunne kompensere for det. Hvis vi sælger, skal vi se på, hvordan vi erstatter det".
"Vi har attraktive spillere, og det er en positiv situation at være i. Men vi er en situation, hvor vi kan holde på vores spillere, for vi har to eller flere år på kontrakten hos flere af de eftertragtede", siger Carsten V. Jensen.
Han har tidligere fået kritik for, at han alt for sent i transfervinduerne er kommet i gang med at hente spillere ind. Men det er han efterhånden træt af at høre på.
"Jeg tror efterhånden, jeg bliver hængt op på det hver gang, og det er fint nok. Men der er nogle spillere, der er kommet ind på den konto. Du havde ikke set Nicolai Vallys her, hvis ikke vi havde ventet på, at han var klar til at skrive med Brøndby".
"Bare fordi man er hurtigt ude, er man ikke nødvendigvis rigtigt ude", siger han.