Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Caicedo-drøn sender Chelsea i Europa i næste sæson

Ritzau
Caicedo fejrer sin kanonkugle.
Caicedo fejrer sin kanonkugle.AFP
Chelsea vandt i sidste runde 2-1 over Bournemouth og sikrede sig dermed europæisk fodbold i næste sæson.

Det har langtfra været en succesfuld sæson for Chelsea, men takket være en hjemmesejr på 2-1 i sidste runde af Premier League over Bournemouth, skal der i næste sæson spilles europæisk fodbold på Stamford Bridge.

Slutstillingen
SlutstillingenFlashscore

Sejren er afslutningen på en stærk slutspurt for Chelsea.

London-klubben har vundet de sidste fem ligakampe, hvilket sikrer sjettepladsen, der som minimum giver adgang til kvalifikationen til næste sæsons Conference League.

Newcastle, der i sidste spillerunde vandt 4-2 på udebane over Thomas Franks Brentford, ender på syvendepladsen.

Det kan også ende med Europa League-fodbold til Chelsea i næste sæson. Det afhænger af FA Cup-finalen mellem Manchester City og Manchester United, der spilles 25. maj.

Vinder City den, vil Chelsea ryge i Europa League, mens Newcastle på syvendepladsen vil overtage pladsen i Conference League.

Chelseas sejr over Bournemouth blev grundlagt på et flot langskudsmål 46 meter fra mål af Moisés Caicedo efter 17 minutter.

Ecuadorianeren fangede Bournemouth-keeperen Neto, der havde været ude for at cleare bolden, langt ude af sit mål, og med en perfekt afslutning sendte Caicedo bolden i en flot bue over både Neto og Bournemouth-forsvaret.

I anden halvleg øgede Raheem Sterling til 2-0 for Chelsea, inden Bournemouth reducerede på et mål af Enes Ünal.

Jürgen Klopp fik i sin afskedskamp som træner for Liverpool en sejr, da holdet hjemme på Anfield besejrede Wolverhampton med 2-0.

Tilbage i januar meddelte Klopp, at han ville stoppe i Liverpool efter sæsonen. Han kom til i 2015 og har ført klubben til både Champions League-triumf og det første engelske mesterskab i tre årtier.

I bunden tog Luton endegyldigt den sidste nedrykningsplads, da holdet tabte 2-4 til Fulham på udebane, mens Nottingham Forest vandt 2-1 over Burnley.

Det var kun Nottingham Forest, som Luton i sidste runde kunne nå, men krævede et mirakel, da der inden sidste runde var tre point imellem de to hold, og Nottingham Forest havde en målscore, der var 12 mål bedre.

Luton tager turen ned i den næstbedste række sammen med allerede nedrykkede Burnley og Sheffield United.