En tur til Europas yngste land? Her er FC Midtjyllands mulige europæiske modstandere
Thomas Thomasbergs mandskab kan dog endnu ikke forberede sig helt og holdent på deres modstandere i anden kvalrunde, for det ligger nemlig endnu ikke helt fast. Således møder det midtjyske mandskab vinderne af opgøret mellem kosovoske Gjilani og luxembourgske Progrès Niederkorn.
Mens Progrès Niederkorn tog andenpladsen i den luxembourgske liga og dermed bragte sig til første kvalrunde af årets Conference League-kvalifikation, så sluttede Gjilani som nummer tre i den forgangne sæson af den bedste kosovoske række.
De to mandskaber mødes altså først, og først når vinderen af dette opgør er fundet, kan Thomasberg og Co. endeligt forberede sig på en tur enten til Luxembourg eller til Europas yngste land, Kosovo.
Mens ingen af de to mandskaber har den store erfaring med europæiske hovedturneringer, så har Progrès Niederkorn spillet masser af kvalifikationskampe gennem årene og nåede i 2018 til tredje kvalifikationsrunde af Europa League-kvalen, efter de besejrede både aserbajdsjanske Gabala og ungarske Honvéd, inden russiske Ufa blev endestation.
Omvendt har Gjilani kun spillet fire europæiske kvalifikationskampe. Én mod sanmarinesiske Tre Penne, én mod cypriotiske APOEL og to mod lettiske Liepāja. I to af disse kampe, kampen mod Tre Penne og første opgør mod Liepāja, er det blevet til sejre for Gjilani.
Skulle det blive det kosovoske mandskab, der går videre fra første kvalrunde, kan FC Midtjylland dog formentlig se frem til en svær oplevelse. Således beviste det kosovoske mesterhold fra Ballkani i den forgangne sæson, at det er svært at spille på udebane i den bjergrige Balkannation.
I gruppespillet af Conference League tog Ballkani således først point mod rumænske CFR Cluj, inden de pressede både tyrkiske Sivasspor og tjekkiske Slavia Prag, der begge måtte rejse fra Kosovo med blot en étmålssejr.
FC Midtjylland starter på udebane med et opgør 27. juli, før de hjemme på MCH Arena møder altså enten Progrès Niederkorn eller Gjilani i returopgøret 3. august.