Fansene raser over Anderlechts nedtur, men belgisk ekspert lovpriser danskere
Den belgiske Jupiler League blev fredag aften skudt igang med et ordentlig brag af en kamp, da Union St.Guilloise og Anderlecht havde sat hinanden stævne på Stade Joseph Marien i et meget imødeset slag om Bruxelles.
Kampen endte 2-0 til Union St. Guilloise og var bare endnu et vidnesbyrd om at de sorte skyer for alvor er trukket ind over Anderlecht, der sidste sæson endte på en forsmædelig 11.plads i ligaen, hvilket var klubbens værste placering siden 1937 og samtidig forhindrede klubben i at nå mesterskabs-slutspillet, hvor kun de otte bedste hold får adgang.
Det har fået kritikken fra de belgiske medier og Anderlecht passionerede fans til at hagle ned over Brian Riemer og Jesper Fredberg, der har fået ansvaret for at bringe tidligere tiders storhedstid tilbage til Lotto Park (det tidligere Constant Van den Stock Stadion).
Fredberg ankom i midten af november sidste år og et par uger senere ansatte man Thomas Franks tidligere assistent fra Brentford. Da danskerne ankom lå man fem points under Top 8, og man sluttede sæsonen fire points under Top 8. Samtidig formåede man i Conference League at nå kvartfinalen, hvor man overraskende slog Villarreal ud af turneringen, før man i en dramatisk straffesparksafgørelse røg ud mod AZ Aalkmaar.
Den belgiske journalist og Anderlecht-ekspert Guillaume Raedts fra Bruxelles-avisen "Le Soir", siger, "at man slet ikke kan bebrejde Brian og Jesper for de nuværende resultater for de kom ind midt i sæsonen lige efter VM. Situationen var allerede slem, da de ankom, og de to danskere har et enormt arbejde foran dem for at rette op på en meget vanskelig situation i Anderlecht", siger Guillaume Raedts til Flashscore.dk.
Bruxelles-klubben, der har vundet det belgiske mesterskab ikke færre end 34 gange, og vandt UEFA Cuppen i 1983 med store danske navne som Morten Olsen, Per Frimann, Frank Arnesen og Kenneth Brylle på holdet er i dag i en sørgelig forfatning. Anderlecht slikker stadig sårene efter efter en meget turbulent periode, hvor klubben efter Marc Coucke overtog ejerskabet fra Van den Stock-familien, stadig kæmper med efterveerne af bad management, forfejlede investeringer, en ledelse, der har taget enorme risici på transfer-markedet, en alt for stor trup med spillere på alt for høje lønninger og et akademi, hvor de bedste spillere lynhurtigt bliver støvsuget op af Europa's absolutte storklubber.
Det er lige præcist det "belgiske galehus", som Riemer og Fredberg er ankommet til, og der er ingen lynhurtige mirakel-kure, der lynhurtigt kan rette op på talrige fejltagelser igennem årene. Guillaume Raedts mener dog, at danskerne har taget de første rigtige trin for at rette op på Anderlechts "synkende skude":
"Riemer ændrede på taktikken, da han ankom i forhold til den tidligere træner" (Felice Mazzu), siger Raedts. "I begyndelsen af sæsonen spillede Anderlecht efter 3-5-2 og Riemer besluttede sig for at spille 4-3-3 og Fredberg sagde mange gange, ”jeg er ligeglad hvad hvem træneren er og hvad han hedder, Anderlecht skal altid spille i 4-3-3. Det er ikke træneren, der skal bestemme, hvordan Anderlecht skal spille, det er klubben selv, og Anderlecht skal spille 4-3-3, med angrebsivrig fodbold og masser af pres på modstandernes boldholder.”
Riemer besluttede derefter også at sætte lid til klubbens 20-årige målmand, Bart Verbrüggen, mellem stængerne. En beslutning, der skulle vise sig meget værdifuld for Anderlecht efter den belgiske keeper over sommeren blev solgt for 20 millioner EURO til engelske Brighton efter en række meget lovende præstationer hos Bruxelles-klubben.
Guillaume Raedts understreger dog også, at Brian Riemer under den enorme pres, som Anderlechts trænere altid står under, ikke har har været ufejlbarlig:
"Der hvor man kan bebrejde Riemer var, at han i slutningen af sæsonen brugte de samme spillere for ofte og forsømte at give andre spillere chancen. Det førte til nederlaget mod AZ i Aalkmaar (I Conference League kvartfinalen) og skuffende præstationer i de afgørende kampe i Jupiler League. F.eks blev Slimani (Islam, re.. - købt i Februar 2023) brugt alt for meget i de afgørende kampe. Han havde allerede spillet mange kampe for Brest før han kom til Anderlecht og i slutningen af april, var han helt kørt ned, men alligevel insisterede Riemer på at bruge ham, og det var en fejl", siger Raedts.
Guillaume Raedts har også masser af lovprisninger for det stykke arbejde, som Jesper Fredberg har gjort i Anderlecht. "Han skilte sig fra starten af med en række løntunge spillere (som Kristoffer Olsson, Noah Sadiki og Hendrick Van Crombrugge) og i stedet har han hentet Anders Dreyer og Kasper Dolberg, som kan nogle ting, som ingen andre Anderlecht-spillere kan". Raedts understreger dog at Fredberg har et meget svært stykke arbejde foran ham for at levere en konkurrence-stærk trup.
"Han sigter på at købe syv eller spillere, som kan gå direkte ind i startopstillingen. Men det bliver svært for Anderlecht har ikke mange økonomiske midler at gøre med, og de har brug for forstærkninger nu og ikke i morgen. I øjeblikket har truppen ikke kvalitet til at konkurrere mod de bedste hold i Belgien, og det er en ny situation for Anderlecht, som har været vant til at kæmpe med om mesterskabet og kvalificere sig til Champions League, og derfor er danskerne under hårdt pres for at levere", slutter Guillaume Raedts.