Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FC Nordsjælland vil holde på profilerne i vild uge

Ritzau
FC Nordsjælland vil holde på profilerne i vild uge
FC Nordsjælland vil holde på profilerne i vild ugeClaus Bech/Ritzau Scanpix
FC Nordsjælland er tæt på at sælge angriberen Ernest Nuamah i et rekordstort salg.

Det bekræfter sportsdirektør Jan Laursen.

Men derudover satser han på at holde sammen på det hold, der torsdag tævede serbiske Partizan 5-0 i Conference Leagues playoffrunde.

"Det håber jeg virkelig, vi kan, for vi skal have kvalitet nok til at angribe sæsonen. Vi må håbe og tro på, at der er nogen, der gerne vil opleve det her. Den gode chance, vi har," siger Laursen med henvisning til klubbens formentligt første europæiske gruppespil i ti år.

Der er dog endnu en uges tid tilbage af transfervinduet, og Laursen vil ikke udelukke mere aktivitet.

"Det har været en vanvidssommer, og nu kommer der nok en vanvidsuge. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at mange har mit nummer."

Franske Lyon er angiveligt tæt på at sikre sig 19-årige Nuamah, men flere klubber har været i spil, afslører sportsdirektøren. Klubber fra stort set alle top-5-ligaer har henvendt sig.

"Vi havde gerne set, at han var her, efter at vinduet lukkede, og derfor har vi sat barren højt. Men han har performet sammen med holdet, og derfor er det tæt på nu.Det er en ekstremt god spiller, og der er mere end en klub, der har valgt at leve op til vores krav," siger Laursen uden at ville afsløre, hvad der mangler, før Nuamah er skudt afsted.

Med et gruppespil følger seks midtugekampe i efteråret, men cheftræner Johannes Hoff Thorup vil ikke kræve nye spillere til sin trup, hvis opgaven bliver fuldført mod Partizan.

" Som udgangspunkt er bredden god nok, for vi har mange unge drenge på spring. Det her kan vise sig at være deres mulighed. De skal sættes i spil. Jeg sætter pris på at give de unge knægte  minutter.Det er vigtigt for os at tage skridtet ud i Europa for at få matchet dem på et højere niveau, end de er vant til. Så jeg står fast. Hvis vi skal hente nogen, skal det være fordi, de har topkvalitet."

Helt at udelukke at styrke enkelte positioner vil han ikke.

"Det kan godt være, vi sætter os sammen, når vinduet er tæt på at lukke og laver en opgørelse, så vi ved, hvor vi står, og hvilke muligheder vi har."

FC Nordsjællands tidligere profil Andreas Schjelderup har endnu ikke slået til i Benfica, som nu efter sigende har sat den unge nordmand til salg.

Hoff Thorup udelukker ikke en overraskende hurtig retur til FCN, men det ligger ikke i kortene.

"Jeg er ikke økonomiuddannet, så jeg ved ikke, om det vil være det mest oplagte, for "Schjelle" er en dyr herre. Men han er altid velkommen, hvis muligheden skulle byde sig. Han er en fantastisk knægt, som vi satte stor pris på", siger cheftræneren.

Laursen anser heller ikke Schjelderup som en realistisk tilgang.

"Vi holder en tæt kontakt til ham, men han er lige kommet til en meget stor klub på en meget stor aftale, så det er ikke det, der er det mest sandsynlige. Vi håber også altid, at vores spillere klarer sig godt, der hvor de er.  Vi må se. Lige nu synes jeg, at vi skal glæde os over det hold, vi har, siger Laursen.

FCN har hentet Marcus Ingvartsen til sit angreb, Jeppe Tverskov til midtbanen og Lucas Hey til forsvaret denne sommer. Ud er gået blandt andre Wahid Faghir, Jacob Steen Christensen, Mads Bidstrup og Emiliano Marcondes.