Fem skarpe danskere kom på måltavlen i denne uges europæiske kampe
Samlet set kom fem danske offensivspillere på måltavlen i deres respektive kampe.
I kvalifikationen til Europa League scorede den offensive midtbanespiller Mikkel Rygaard det sidste mål i BK Häckens 3-1-sejr over ude over Zalgiris fra Litauen.
Det svenske mesterhold fik således en smule oprejsning ovenpå det samlede nederlag i Champions League-kvalifikationen til den færøske klub Klaksvik i sidste runde.
Der venter en returkamp i Sverige i næste uge.
Midtbanespilleren Albert Grønbæk scorede det første mål i Bodø/Glimts 3-0-sejr hjemme over armenske Pyunik i kvalifikationen til Conference League.
Efter seks minutter modtog Albert Grønbæk bolden inde i feltet, og med sublim teknik og en smart finte kom den tidligere AGF-spiller helt fri af sin markering og udplacerede målmanden.
Angriberen Emil Frederiksen var på pletten med målet til 1-0 for Rosenborg, der slog skotske Hearts 2-1 i samme turnering.
Det var det første mål for Emil Frederiksen i Rosenborg, siden han skiftede fra Sønderjyske tidligere denne sommer. Det var den anden kamp i Rosenborg-trøjen.
De norske klubber skal nu forsvare deres føringer på udebane i næste uge for at gå videre til den afgørende playoffrunde, som gælder en plads i gruppespillet.
Senere torsdag vandt belgiske Club Brügge 5-1 hjemme over islandske Akureyri. Her var den danske landsholdsspiller Andreas Skov Olsen blandt målscorerne.
Kantspilleren, der tidligere har spillet i Bologna og FC Nordsjælland, nettede til 3-0 efter 41 minutters spil i storsejren. Returkampen ser dermed ud til at blive en formssag for belgierne.
Endelig blev også Magnus Warming dansk målscorer i Europa, da den tidligere Lyngby-spiller blev skiftet ind og stod for Branns reducering til slutresultatet 1-2 ude mod Arouca.
Det var ligeledes det første af to opgør i tredje runde af Conference League-kvalifikationen.