Fenerbahces dramatiske sæson kan nå nye højder mod græsk storklub
Det tyrkiske storhold Fenerbahce har på papiret gang i en forrygende sæson. Istanbul-holdet kæmper med om det tyrkiske mesterskab og er nu også nået hele vejen til kvartfinalerne i European Conference League.
De fleste danske fodboldelskere har nok set lidt mere til Fenerbache i denne sæson, end de ellers plejer. Tyrkerne var nemlig i samme gruppe som FC Nordsjælland. Det fleste husker nok særligt FCN’s imponerende 6-1-sejr, som overraskede tyrkerne, der pludselig så meget svage ud.
Fenerbahce gik trods debaklet alligevel videre fra gruppespillet og i ottendedelsfinalen slog de belgiske Royale Union SG ud. Nu er de derfor klar til to højspændte kvartfinalekampe mod Olympiakos.
Turbulent sæson trods topplacering
Fenerbahce ligger i skrivende stund på andenpladsen i den tyrkiske liga og har gode muligheder for at vinde det tyrkiske mesterskab. Derudover kan de altså stadig nå langt i Conference League. Selvom det lyder glimrende for den tyrkiske storklub, så har der været en del uro omkring de 19-dobbelte tyrkiske mestre. Uroen stikker dybere end et 6-1-nederlag til FC Nordsjælland.
Den tyrkiske klub har således i løbet af sæsonen været utilfreds med, at de ved flere episoder har følt sig snydt af det tyrkiske fodboldforbund. I en pressemeddelelse beskriver klubben hele otte punkter, hvor de føler snydt. Blandt andet med anklager om matchfixing.
Klubben mener, at de har lidt økonomisk efter at være blevet trukket ind i en sag om matchfixing.
Derudover har Fenerbahce udtrykt stor utilfredshed med det tyrkiske fodboldforbunds undersøgelser af eksempelvis hændelsen Trabzonspors fans, der i marts stormede banen for at få fat i Fenerbahce-spillerne.
Ydermere refererer de til en episode i 2015, hvor Istanbul-klubbens holdbus blev angrebet, hvor de også mener, at efterforskningen var mangelfuld.
I løbet af sæsonen har Fenerbahce truet med at forlade den tyrkiske liga i protest til trods for, at de blot er to point efter rivalerne fra Galatasaray i kampen om mesterskabet. Senest kom protesterne til udtryk, da Fenerbahce stillede med et U19-hold i Super Cup-finalen, hvorefter de udvandrede i protest efter at være kommet bagud i første minut.
Derfor kan tyrkernes europæiske kampagne blive ekstremt vigtig i denne sæson.
Historiske nabospændinger kan skabe højdramatisk kamp
Der er ingen tvivl om, at Fenerbahce jagter en stor europæisk triumf. I kvartfinalen skal Fenerbache dog op mod græske Olympiakos FC, og det kan kaste benzin på et i forvejen stort Fenerbache-bål.
Hele den tyrkiske klub og dens fans har været vrede gennem længere tid, og det kan måske komme til udtryk, når de møder Olympiakos.
Tyrkiet og Grækenland har et meget anspændt forhold, der strækker sig helt tilbage til de græsk-tyrkiske-krige, som startede i slutningen af 1800-tallet. Og selvom der ikke er en decideret væbnet konflikt mellem de to lande lige nu, så er forholdet stadig enormt betændt.
Tilbage i 2021 mødtes Fenerbahce og Olympiakos i gruppespillet i Europa League, og her endte det med to sejre til grækerne. Det er også de to eneste betydende kampe, som de to hold har spillet mod hinanden.
Grækerne vandt de to opgør med henholdsvis 3-0 og 1-0, men resultaterne er en smule misvisende, hvis man kigger på statistikkerne for opgøret.
Dengang så holdene en del anderledes ud. Fenerbahce-holdet er blevet forstærket siden de to nederlag, og de ser væsentligt stærkere ud i dag end for tre år siden. Særligt den tyrkiske offensiv er blevet mere potent. Dengang var det spillere som Enner Valencia, Diego Rossi og Dimitrios Pelkas, der skulle score målene.
Nu er det Edin Dzeko, Dusan Tadic og Irfan Kahveci, der udgør Fenerbahces offensiv. Spillere, der i denne sæson er garant for masser af mål. I denne sæson har Dzeko scoret 23 mål i den tyrkiske liga og i Conference League, Irfan Kahveci har scoret 14 og Dusan Tadic har både lavet 14 mål og 14 assists i begge turneringer.
De store spændinger mellem de to lande og Fenerbaches mange hjemlige frustrationer kan således skabe to voldsomt intense kvartfinaler.
Den første af to kvartfinaler bliver spillet torsdag klokken 18:45, og du kan følge kampen her.