Fiorentina booker Conference League-finale efter sen udligning
Club Brugge kom tidligt foran 1-0 og havde dermed udlignet dysten samlet, men Fiorentina pressede i stigende grad på og fik meget fortjent sikret sig finalebilletten.
Hjemmeholdet smed de danske midtbanespillere Philip Zinckernagel og Casper Nielsen i aktion i løbet af anden halvleg, mens den tidligere OB-keeper Oliver Christensen så hele kampen fra gæsternes bænk.
Andreas Skov Olsen var ikke i truppen for Club Brugge.
Det er andet år i træk, at Firenze-klubben når finalen i den tredjebedste europæiske turnering. Sidste år tabte man finalen 1-2 til West Ham.
Fiorentinas finalemodstander på Agia Sophia Stadium i Athen 29. maj kan meget vel blive Olympiakos.
Athen-holdet spiller torsdag returkamp mod Aston Villa og fører 4-2 efter en overraskende sejr i Birmingham for en uge siden.
Den rutinerede midtbanespiller Hans Vanaken sendte efter 20 minutters spil onsdag Brugge i front med 1-0, da hans bold i feltet fik lov at passere Fiorentina-keeper Pietro Terracciano.
I det hele taget spillede hjemmeholdet en godkendt første halvleg, men italienerne overtog i stigende grad kampen og havde flere bud på en udligning.
Tættest på kom angriberen Christian Kouame på et hug på undersiden af overliggeren.
Kouame headede også på overliggeren i anden halvleg, hvor Cristiano Biraghi desuden traf stolpen med et nærgående frispark, inden der efter 85 minutter omsider var gevinst.
Den argentinske midtbanespiller Lucas Beltran omsatte sikkert et straffespark og afgjorde på den måde en til tider ophedet semifinale.
I overtiden var Vanaken meget tæt på at sende opgøret i forlænget spilletid, men Terracciano diskede op med en fantomredning.