Viborg misser bronze efter målløs dyst mod FCN - Playoffkamp mod FCM venter fredag
Det så længe ud til, at Viborg FF ville snuppe bronzemedaljer i Superligaen med 0-0 ude mod FC Nordsjælland, men det satte en sen AGF-scoring til 3-3 i kampen mod Brøndby IF en stopper for.
I opgøret i Farum var FCN dominerende i store dele, mens Viborg stod kompakt i forsvaret i håbet om, at et uafgjort resultat ville være nok til tredjepladsen.
Til sidst kæmpede Viborg desperat for et sejrsmål, men det blev det altså ikke til, og holdet må derfor nøjes med fjerdepladsen.
Placeringen betyder, at Viborg skal ud i en playoffkamp mod FC Midtjylland om kvalifikation til Conference League fredag den 9. juni.
FCN er allerede sikker på en plads i kvalifikationen til turneringen, da Farum-klubben endte på andenpladsen i Superligaen.
Kampen i Farum startede i et højt tempo, og inden for de første 15 minutter kom begge hold frem til fine muligheder.
Som halvlegen skred frem, overtog værterne momentum og var flere gange tæt på at gøre det til 1-0.
Der faldt dog ingen scoringer inden pausen, og det passede Viborg udmærket, da AGF på samme tidspunkt var bagud mod Brøndby med 0-2.
Kort inde i anden halvleg fik Viborg scoret til 1-0, men målet blev hurtigt annulleret, da det viste sig, at bolden havde ramt en Viborg-hånd.
Efterfølgende var det igen FCN, der styrede spillet, og kampbilledet kom i høj grad til at ligne det samme som i første halvleg.
Med knap et kvarter igen var det ved at gå galt for gæsterne, da Mads Hansen blev spillet helt fri.
FCN-kantspilleren missede dog sit forsøg, og Viborg-spillerne kunne ånde lettede op.
Viborg fik meget travlt til sidst i kampen, da AGF havde udlignet til 3-3 i Aarhus mod Brøndby.
I overtiden var det meget tæt på en forløsende scoring, da bolden blev reddet på stregen af Andreas Hansen i FCN-målet.
Bolden ville dog ikke ind, og Viborg måtte derfor tage til takke med fjerdepladsen.