Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ajax-dansker har fået drømmestart under ny træner: Sidste år trænede vi ikke defensiven

Henrik Bauch
Anton Gaaei efter sit afgærende spark mod Panathinaikos
Anton Gaaei efter sit afgærende spark mod PanathinaikosČTK / imago sportfotodienst / IMAGO
Trods en bøvlet start på tilværelsen som udlandsprofessionel, er Anton Gaaei glad i Ajax, hvor han nyder at arbejder under klubbens nye italienske træner. Det fortæller han til Flashscore.dk.

Sidste sæson var ikke udelukkende en dans på roser for Anton Gaaei. Sommeren begyndte ellers glimrende, da Viborg blev skiftet ud med Amsterdam, da Ajax for omkring 34 mio. kroner købte højrebacken fri af kontrakten med domkirkebyen.

Rent statistisk blev det til 34 kampe fordelt over fire turneringer, men Gaaei har både oplevet at blive flået ud inden pausen, og måtte lægge ryg til harsk kritik i den perfide ende af skalaen.

Det er heldigvis vand under broen. Ajax har skiftet cheftræneren John van’t Schip ud med italieneren Francesco Farioli, og det bekommer danskeren rigtigt godt.

”Jeg har fået en god start med den nye træner. Der har været godt med spilletid, og vores nye træner virker rigtigt dygtig, både taktisk og i forhold til mandskabspleje”, fortæller Gaaei.

35-årige Farioli har tidligere stået i spidsen for to tyrkiske klubber, inden han sidste sæson var cheftræner i Nice. Som italienere er flest, har den tidligere midtbanespiller et godt øje til vigtigheden af en god defensiv.

”Vi træner det defensive meget mere. Sidste sæson trænede vi slet ikke defensivt. Vi træner meget struktur, og ser rigtigt meget video. Vores træner kommunikerer meget, og hvis der er noget man ikke forstår, så får vi det hurtigt løst”, siger den danske U-21 landsholdsspiller.

Karrierestatistik for Gaaei
Karrierestatistik for GaaeiFlashscore

Udgangsformationen for Ajax er den klassiske 4-3-3 formation, og Anton Gaaei ser en stor stjerne i Francesco Farioli, der på kort tid har vist sine evner på taktiktavlen.

”Han er den bedste træner jeg har haft taktisk. Jeg har det godt med en tydelig træner, der siger hvad han forventer. Han har tillid til mig, og det manglede jeg rigtigt meget i sidste sæson”, fortæller danskeren.

Netop tilliden har været vigtig for Gaaei. Den unge dansker havde en svær tid under van’t Schip, og hans forgænger Maurice Steijn. Sidstnævnte tøvede ikke med at udskifte danskeren før pausen i en hjemmekamp mod Feyenoord, mens førstnævnte gentog det i februar 2024 i en udekamp mod AZ Alkmaar. Ved begge lejligheder kostede det efterfølgende Gaaeis plads i startopstillingen.

Under den nye træner er tingene lysnet, og selvom der i transfervinduet var tale om et skifte til Hoffenheim, så er Gaaei slet ikke færdig med Ajax og Amsterdam.

”Jeg er glad i Ajax, og jeg har ikke tænkt på andet. Jeg har det godt mentalt. Første sæson var hård, men jeg kom igennem det, og havde en masse gode mennesker omkring mig, der hjalp mig rigtigt meget”, kommer det fra Gaaei.

Det der fyldte mest hos den danske højre back i transfervinduet, var rygterne om Christian Eriksens genkomst på Johan Cruijff Arena. Den danske midtbanespiller spillede fem sæsoner i klubben fra 2009 til 2014.

”Jeg læste det godt, og når det nu handler om en af de bedste danskere nogensinde, så håbede jeg selvfølgelig på det, men sådan skulle det så ikke være”, siger Gaaei.

Anton Gaaei kom for alvor i vælten i midten af august måned, da Ajax mødte Panathinaikos i to hæsblæsende opgør om videre avancement i Europa League-kvalifikationen.

Efter en sejr på 1-0 i Athen, måtte Ajax i returkampens sidste ordinære minut se grækerne udligne, og da ingen af holdene kunne afgøre det i den forlængede spilletid, skulle det hele afgøres i en maratonstraffesparkskonkurrence. Først efter 34 spark kunne Ajax drage et lettelsens suk.

Her blev Gaaei den store helt med to scoringer, blandt andet det sidste og afgørende spark.

”Det var en fed oplevelse, og muligvis det vildeste jeg har oplevet i min karriere. Ved det første spark, der skal jeg score, ellers ville vi ryge ud. Ved det andet, der spørger jeg Jordan Henderson om jeg ikke må sparke tidligere, og det siger han ja til”, lyder det fra Gaaei.

En oplevelse, der også endegyldig kan parkere den hårde tid i sidste sæson, og som fortæller historien om en dansk spiller med stor mental styrke.

”Jeg tænkte bare, at med så meget jeg var igennem sidste år, så kunne det være fedt at få en succesoplevelse tidligt i sæsonen”, kommer det til sidst fra Anton Gaaei.