Christian Eriksen og Manchester United møder Sevilla i kvartfinalen af Europa League
Manchester United er en af de største favoritter til at vinde Europa League i denne sæson, men i kvartfinalen venter en klub, der har ualmindeligt gode erfaringer med turneringen.
Englænderne skal således op imod spanske Sevilla, der siden 2014 har vundet Europa League seks gange.
Det står klart, efter at Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) fredag har trukket lod til de kommende runder af turneringen.
Sevilla har godt nok alvorlige problemer hjemme i La Liga, hvor klubben kæmper for overlevelse, men i Europa League bliver spanierne ved med at vinde.
I ottendedelsfinalerne gik det ud over tyrkiske Fenerbahce.
Manchester United, der vandt Europa League i 2016, har også været flyvende i Europa League i denne sæson. I ottendedelsfinalen vandt englænderne klart over Real Betis, som i øvrigt har hjemme i Sevilla.
I de øvrige kvartfinaler skal Juventus op imod FC Midtjyllands overmænd fra Sporting CP, Bayer Leverkusen møder den belgiske overraskelse Royale Union Saint-Gilloise, mens Feyenoord og AS Roma støder sammen.
I semifinalerne skal enten Manchester United eller Sevilla møde Juventus eller Sporting. Det vil sige, at Feyenoord eller Roma møder Leverkusen eller Royale Union Saint-Gilloise i den anden semifinale.
Kvartfinalerne afvikles 13. og 20. april, før der er semifinaler 11. og 18. maj.
Finalen spilles i Budapest den 31. maj.