Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FC Midtjylland lovpriser ny Europa League: Kæmpe plus med otte modstandere

Ritzau
Thomas Thomasberg roser det nye format for Europa League
Thomas Thomasberg roser det nye format for Europa LeagueBo Amstrup/Ritzau Scanpix
Otte forskellige modstandere er et stort plus, mener man i FCM inden debuten i Europa Leagues nye ligaspil.

En lang ligatabel med 36 hold og otte runder.

De europæiske turneringer har fået nyt format, og det kommer til at kræve tilvænning for fansene. Men også for aktørerne på banen.

"Det er lidt svært at regne ud, hvordan det hele kommer til at fungere, og hvad der skal til for at gå videre. Men for os som klub er det super spændende, at vi skal spille otte kampe mod otte forskellige modstandere. Jo flere europæiske kampe, jo bedre", siger FC Midtjyllands anfører, Mads Bech Sørensen.

Han og holdkammeraterne tager onsdag hul på sine otte kampe i Europa Leagues ligaspil med en hjemmekamp mod tyske Hoffenheim.

Senere går det løs mod Maccabi Tel Aviv, Union Saint-Gilloise, FCSB, Frankfurt, Porto og slutteligt Ludogorets og Fenerbahce i slutningen af januar, inden midtjyderne eventuelt er et af de 24 hold i knockoutfasen.

"Der er virkelig tale om nytænkning i forhold til det gamle format, og vi skal alle have gjort os nogle erfaringer. Men umiddelbart synes jeg, at det virker enormt spændende. Det er et sportsligt løft og et kæmpe plus, at vi skal matche os mod otte modstandere", siger FCM's fodbolddirektør, Peter Sand.

Cheftræner Thomas Thomasberg hæfter sig ved, at alle hold har trukket hver to modstandere fra hvert af de fire seedningslag.

"Det er alt andet lige mere fair end det gamle format, hvor man som fjerdeseedet kun mødte bedre modstandere. Så ved jeg godt, at der selvfølgelig er forskel på at trække Hoffenheim og RFS fra Letland fra fjerde seedningslag, men sådan var det også i det gamle format."

De otte bedste hold efter otte runder i ligaspillet går direkte videre til ottendedelsfinalerne og bliver seedet i forhold til deres slutplaceringer.

Nummer 9 til 24 spiller dobbeltopgør om de otte sidste pladser i ottendedelsfinalerne, mens nummer 25 til 36 er ude af Europa for denne sæson.

Formatet er designet til at give højspænding indtil sidste fløjt i sidste spillerunde.

"Det lader til, at der kommer færre ligegyldige kampe. Der er jo forskel på, om man bliver nummer to eller otte i forhold til den videre turnering, og der kommer helt sikkert nogle grænser omkring primært 8.-pladsen og 24.-pladsen, hvor det bliver vildt tæt og spændende. Det hele kan godt virke lidt uoverskueligt til at starte med, men jeg synes, det er forfriskende med noget nyt", siger Thomas Thomasberg.

FCM var seedet som nummer 26 i lodtrækningen til ligaspillet, og målsætningen er klar.

"Vores ambition er selvfølgelig at komme i top-24, og det kunne ligne, at det kræver otte-ni point, hvilket absolut burde være realistisk, siger Peter Sand.

Med to europæiske kampe i slutningen af januar har fodbolddirektøren fået en udfordring i forhold til ferie og opstart.

Hvis midtjyderne når pokalturneringens kvartfinaler, spiller de årets sidste kamp 15. december og går på ferie frem til 3. januar.

"Vi starter op med 20 dage til en meget vigtig europæisk kamp, og det er et helt nyt scenarie, som vi ingen erfaring har med. Vi er nødt til at gentænke, hvordan vi bygger spillerne op, men det er et vilkår for at være med, som jeg ikke er så nervøs for. Vi skal tænke os ekstra om, og så må vi regulere lidt til næste år, hvis det er nødvendigt", siger Sand.

FCM og Hoffenheim dyster fra klokken 21 onsdag.