Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FCM-modstander slog Barcelona i europæisk finale før fodboldens virkelighed indhentede dem

Andreas Würtz Adamsen/Henrik Bauch
Opdateret
FC Midtjylland skal jagte europæisk succes mod rumænsk klub med en glorværdig fortid
FC Midtjylland skal jagte europæisk succes mod rumænsk klub med en glorværdig fortidRazvan Pasarica / Sport News / Profimedia
Torsdag byder på lidt af en udebanetur for FC Midtjylland, der er rejst til Bukarest for at møde FCSB, der for de fleste nok nærmere vil være kendt under navnet Steaua București.

Særligt for de lidt ældre fodboldconnaisseurs er CSA Steaua București formentlig et navn, der ringer en klokke i lighed med en klub som FK Crvena Zvezda, på dansk bedre kendt som Røde Stjerne. Et levn fra en svunden tid, hvor også klubber i det østlige Europa kunne kæmpe med om de største europæiske titler. 

Ja, faktisk vandt både serbiske, dengang jugoslaviske, Røde Stjerne og rumænske Steaua den allerfineste turnering i Europa. Førstnævnte i 1991, sidstnævnte i 1986, ligesom Steaua i 1989 igen stod i finalen, hvor det dog blev til et tydeligt nederlag mod Arrigo Sacchis legendariske AC Milan-mandskab. 

Men tre år forinden, i 1986, var det Steaua selv, der fik lov at løfte den vigtigste pokal i europæisk klubfodbold. På Ramón Sánchez Pizjuán i det sydligste Spanien fik det rumænske hovedstadshold, fik Emerich Jeneis Steaua-mandskab skovlen under selveste FC Barcelona med stjerner som Bernd Schuster, Steve Archibald og José Ramón Alexanko i startopstillingen. 

Anført af navne som Miodrag Belodedici, en fantastisk sweeper med serbiske rødder, der efterfølgende skabte sig en karriere først i føromtalte Røde Stjerne og sidenhen i den bedste spanske række, og Marius Lăcătuș, en teknisk velfunderet centerforward, der vandt det rumænske mesterskab hele 10 gange, trak rumænerne det catalanske storhold hele vejen gennem 120 minutters fodbold uden én eneste scoring. 

Og så tog manden mellem Steaua-stængerne med det mundrette navn Helmuth Duckadam ellers over. Den dengang 27-årige målmand, født tæt på grænsen til Ungarn med rødder i det tysktalende schwabiske mindretal, reddede samtlige fire Barça-straffespark. Først anfører José Ramón Alexanko, så Ángel Pedraza, herefter Pichi og afslutningsvis Marcos Alonso, far til den nuværende Barcelona-spiller med samme navn. 

Duckadam redder straffespark
Duckadam redder straffesparkČTK / AP / Fernando Ricardo

Helten fra Sevilla, blev Duckadam straks døbt, men meget sigende for klubbens fremtid blev målmandens tid på toppen en kort fornøjelse, for straks efter finalen måtte Duckadam sætte karrieren på en ufrivillig pause. Keeperen, der samme år endte som nummer otte i Ballon d’Or-afstemningen, havde en sjælden blodsygdom, og bare det at spille opgøret i Sevilla, kunne faktisk have været potentielt livsfarligt for Duckadam. 

Duckadam kom aldrig tilbage på samme niveau, spillede aldrig igen for Steaua, og klubben påbegyndte samtidig en nedadgående spiral. Tre år senere var man ganske vist igen i Europas største finale, men denne gang blev det som tidligere nævnt et kategorisk 4-0-nederlag til Sacchi og Milan. 

Senere samme år brød det kommunistiske diktaturstyre i Rumænien sammen. Nicolae Ceaușescu blev sammen med hustruen Elena først anholdt og efterfølgende henrettet, og i de efterfølgende år blev det rumænske marked gradvist et frit et af slagsen, ligesom store dele af landet blevet privatiseret. 

Herunder CSA Steaua București, der i 1998 blev solgt til en gruppe private investorer, der blandt andet talte Gigi Becali, som sidenhen blev majoritetsejer af den nu pludselig privatejede klub. Oprindeligt var klubben nemlig stiftet af en gruppe rumænske officerer, og således havde landets forsvarsministerie helt frem til 1998 ejerskab over klubben, der foruden fodbold talte en masse andre sportsgrene lige fra håndbold over gymnastik til fægtning. 

Steauas mesterhold fra 2015
Steauas mesterhold fra 2015ČTK / AP / Catalin Soare / Www.Sportaction.

Siden da har klubben og Becali været i mere eller mindre åben slagudveksling med den fortsat eksisterende multisportsklub, der i 2011 gjorde krav på både fodboldklubbens resultater gennem tiden såvel som navnet, og derfor blev Becali i 2017 tvunget til at ændre klubbens navn til den knapt så historiske forkortelse FCSB

Nok har FCSB vundet sin pæne andel af rumænske mesterskaber siden ejerskabsskiftet i 1998 – i alt gør klubben krav på 26 mesterskaber, hvoraf seks er vundet siden 1998 – men der er ingen tvivl om, at FCSB er en skygge af, hvad Steaua București engang var. 

Siden mesterskabet i 2015, har det med andenpladser blot været lige ved og næsten for den historiske hovedstadsklub, i en periode hvor særligt CFR Cluj har domineret det rumænske fodboldlandskab med fem mesterskaber i streg mellem 2017 og 2022. Sidste sæson lykkedes det dog for FCSB at hjemtage klubbens 27. mesterskab.

Samtidig har rumænsk fodbold i det hele taget oplevet et fald fra tinderne, fra mere eller mindre fast landsholdsdeltagelse ved både VM og EM op gennem 1990erne, har Rumænien ikke formået at kvalificere sig til verdensmesterskaberne siden 1998. 

Selvom onsdagens opgør på Arena Națională i den rumænske hovedstad smager af historie og gammelt stjernestøv, er det altså således en helt, helt anden klub, som Thomas Thomasberg og FC Midtjylland onsdag aften står overfor i Europa League, startende med selve klubbens navn. 

De midtjyske ulve kan kigge i de kortsigtede historiebøger med glæde. I 2022 vandt Silkeborg to gange 5-0, mens FC Nordsjælland sidste år hjemme vandt med 2-0, mens nordsjællænderne fik 0-0 i udekampen.