Landsholdsback stråler med mål og assist i Frankfurt-nedtur
Landsholdsspilleren Rasmus Nissen Kristensen åbnede torsdag sin målkonto for Eintracht Frankfurt.
Det skete i holdets 3-3-kamp mod tjekkiske Viktoria Plzen på hjemmebane i Europa League.
Efter et hjørnespark midt i anden halvleg sprang bolden lidt frem og tilbage i Plzen-feltet, og danskeren flugtede fra 12 meters afstand kuglen resolut i nettet til 3-1, da han fik chancen.
Det var 27-årige Nissen Kristensens første træffer, siden han i sommer kom til klubben på en lejeaftale fra engelske Leeds.
Ud over målet markerede højrebacken sig også med en assist i første halvleg, da han agerede bande for den franske angriber Hugo Ekitike, som åbnede ballet til 1-0 efter 38 minutter.
Målinvolveringerne kom efter en god start for Nissen Kristensen i det tyske. Han havde således spillet 90 minutter i hver af holdets fem foregående kampe.
Torsdag blev han dog skiftet ud efter 84 minutter til pæne klapsalver fra hjemmefansene. På det tidspunkt var stillingen også 3-1, og Frankfurt lignede et hold i kontrol.
Men i slutfasen blev det alligevel 3-3. Udligningen faldt i den dybe overtid efter en dødbold og et kikset indgreb af den brasilianske Frankfurt-keeper Kaua Santos.
I slutningen af november skal Frankfurt og Nissen Kristensen en tur til Herning for at dyste med backens tidligere klub FC Midtjylland i det nye ligaspil.
Allerede i næste uge går det løs i anden runde, hvor FCM skal en tur til Beograd, hvor israelske Maccabi Tel Aviv har "hjemmebane".
Og israelerne møder op med bulet selvtillid efter et 1-2-nederlag hos portugisiske Braga på udebane torsdag aften.
Det var ikke helt uventet, men Maccabi førte 1-0 efter 88 minutters spil, inden angriberen Bruma med to scoringer vendte kampen på hovedet.
En anden kommende FCM-modstander, rumænske FCSB, tævede på hjemmebane RFS fra Letland med 4-1, mens Jose Mourinhos Fenerbahce hjemme slog Union Saint-Gilloise 2-1.
FCM møder både tyrkerne og belgierne i løbet af ligaspillet, som består af i alt otte runder og afvikles frem til slutningen af januar.