Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Masser af danskere skal i aktion i de europæiske turneringer torsdag

Simon Lindgren
Albert Grønbæk var brandvarm i første kamp mod Ajax.
Albert Grønbæk var brandvarm i første kamp mod Ajax.Profimedia
Torsdag er lig europæisk fodbold, og denne torsdag er ingen undtagelse, når der bliver blændet op for både Europa League og Conference League. Der er flere danskere, der er involveret i torsdagens kampe og spiller for avancement i turneringerne.

Europa League

Rennes - AC Milan (0-3)

Simon Kjær og AC Milan er næsten allerede sikre på at gå videre i Europa League efter en flot sejr på hele 3-0 i den første kamp. Italienerne var overbevisende og Simon Kjær havde ikke den hårdeste dag på kontoret. 

I sidste uge spillede den danske landsholdsanfører lidt over en time, inden han blev taget ud. I weekendens nederlag til Monza sad han til gengæld på bænken hele kampen, så mon ikke, at danskeren vender tilbage til startopstillingen denne torsdag.

Kampen starter klokken 18:45.

Sparta Prag - Galatasaray (2-3)

Sparta Prag, der har danske Brian Priske som træner, tager imod tyrkiske Galatasaray efter en voldsomt tætkamp i sidste uge. Tyrkerne slog holdet fra den tjekkiske hovedstad med 3-2 dybt inde i overtiden, og det var endda selvom danske Victor Nelsson havde fået rødt kort. 

Den danske Galatasaray-stopper er derfor ikke med i Prag, når Istanbul-holdet skal forsøge at spille sig videre i Europa League.

Udover at have Brian Priske som træner, så har Sparta Prag også både Peter Vindahl og Asger Sørensen i truppen. Begge spillere spillede fuld tid i det første opgør.

Kampen starter klokken 21:00.

Toulouse - Benfica (1-2)

Toulouse var meget tæt på at få et flot resultat med hjem til Frankrig fra Lissabon, men en sen straffesparksscoring fra Angel Di Maria sikrede Benfica en 2-1-sejr. 

De danske fodboldelskere kan dog se frem til, at der er mulighed for at se flere danskere i aktion. Mikkel Desler, der scorede i det første opgør, og Rasmus Nicolaisen er begge fast inventar på Toulouse-holdet.

Hos Benfica er der også mulighed for at se både Alexander Bah og Casper Tengsted på banen. De startede begge ude i det første opgør, men Bah kom dog ind og spillede den sidste halve time.

Kampen starter klokken 18:45

Sporting - Young Boys (3-1)

Sporting er et af de mest formstærke mandskaber i hele Europa, og nu har de også en rigtig god forudsætning for at gå videre i Europa League efter en sejr på 3-1 i Schweiz mod Young Boys. 

Danske Morten Hjulmand har bidt sig fast i startopstillingen i den portugisiske hovedstadsklub, og han er blevet en vigtig del af det succesfulde hold. Der er derfor også fine muligheder for at se den danske landsholdsspiller denne torsdag.

Kampen starter klokken 21:00.

Conference League

Bodø/Glimt - Ajax (2-2)

Det norske storhold fra Bodø/Glimt blæste Ajax bagover i store dele af det første opgør og var længe foran med 2-0. Særligt danske Albert Grønbæk var i hopla, og den tidligere AGF-spiller stod da også for begge det norske holds scoringer.

Ajax fik dog udlignet dybt inde i overtiden, og der er derfor masser at spille om i returkampen torsdag aften. Det bliver spændende at se, om Albert Grønbæk leverer endnu en pragtpræstation. 

Ajax har også danske Anton Gaaei i truppen. Den unge back kom dog slet ikke på banen i det første opgør. Det samme gælder for Bodø/Glimts danske back, Adam Sørensen, mens angriberen Kasper Høgh er ude med en skade.

Kampen starter klokken 18:45.

Slovan Bratislava - Sturm Graz (1-4)

Det østrigske storhold Sturm Graz ligner også et hold, der er ved at være klar til næste runde i Conference League. Efter en 4-1-sejr i første kamp skal der gå meget galt, hvis ikke de skal booke billetten til næste runde i aften.

Der er også et par danskere, der tørner ud for Sturm Graz. William Bøving, der er i gang med sin anden sæson i klubben, og lejesvenden fra Arsenal, Mika Biereth, der scorede til 1-0 i det første opgør, kommer nok begge på banen i kampen. 

Kampen starter klokken 21:00.

Legia - Molde (2-3)

Molde startede det første opgør mod Legia som lyn og torden og kom foran med 3-0 allerede efter 24 minutter. Det polske storhold fik dog lavet damage control, scorede to gange i anden halvleg og sørgede derfor for at holde liv i drømmen om avancement.

Danske Anders Hagelskjær spillede hele kampen i Moldes midterforsvar, og mon ikke, at han også er at finde i startopstillingen denne torsdag.

Kampen starter klokken 21:00.