Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Molde følger svensk mester ud af Europa League

Ritzau
Opdateret
Molde fik store klø i Leverkusen.
Molde fik store klø i Leverkusen.Profimedia
Mens det danske mesterhold FC København kan begynde forberedelserne til Champions Leagues ottendedelsfinaler efter en andenplads i gruppespillet, har efterårssæsonen været mere skuffende for mestrene i Norge og Sverige.

Med et nederlag på 1-5 ude mod Bayer Leverkusen glippede muligheden for at gå videre i Europa League torsdag aften for Molde.

Nordmændene slutter som nummer tre i gruppen og får dermed en trøstpræmie i form af en billet til Conference Leagues knockoutfase.

Værre er det gået for BK Häcken, der i sidste spillerunde led et nederlag på 1-2 til Qarabag fra Aserbajdsjan og ryger ud uden at skaffe et eneste point i samme gruppe.

Anders Hagelskjær og Mikkel Rygaard var forgæves på banen for henholdsvis Molde og Häcken torsdag aften.

De to hold var med som mestre i 2022, men ingen af dem formåede i år at genvinde mesterskabet i deres ligaer, som følger kalenderåret.

Leverkusen vandt gruppen med maksimumpoint og kvalificerede sig dermed direkte til Europa Leagues ottendedelsfinaler.

Qarabag skal gennem en playoffrunde for at nå så langt, men kan glæde sig over, at holdet for første gang er videre fra gruppespillet i turneringen.

Liverpool havde allerede sikret sig førstepladsen i sin gruppe og stillede derfor med et væld af reserver i udekampen mod Royal Union SG.

Uden det tunge skyts på banen tabte englænderne 1-2 til det belgiske mandskab, som trods sejren må nøjes med en tredjeplads i gruppen.

Samtidig vandt Toulouse, der har danskerne Mikkel Desler og Rasmus Nicolaisen i truppen, 2-1 over Lask og går videre som toer.